Super sommer hos Obskuriøst #7

Superman og den moralske glidebane - del 2

Superman med Batman nr. 15, 1980: "Smallvilles hemmelige vogter!"

  

Superman eller rettere sagt Clark Kent er på nostalgi-besøg i sin barndomsby Smallville, i selskab med Lana Lang og Pete Ross (sidstnævnte kender Supermans hemmelige identitet). Der går mærkelige historier om en en "beskytter", som gør byen forbryderfri. Pete Ross lægger mærke til at Superman pludselig optræder to steder samtidig. Han sniger sig hen til Kent familiens gamle hus og møder der... en Superboy robot. Og den har sandelig en hårrejsende historie at fortælle.

Da Clark skulle flytte fra byen og ind på universitet i Metropolis, havde han ikke brug for sine Superboy robotter længere. (De hjalp ham med forbryderbekæmpelsen eller dækkede over ham, når Lana kom for tæt på sandheden.) I stedet for at have dem stående på standby i et skab eller måske bare slukke for dem, tog Clark for sidste gang Superboy dragten på og beordrede robotterne til at flyve ind i solen, hvor de blev tilintetgjort af heden. Alle, undtagen robotten SR-6, der fandt situationen ulogisk: "Vores herre har sagt, at den der dræber andre, altid er ond! Men nu har han selv dræbt de andre robotter! Altså er min herre ond! Det var en ond ordre han gav os!" Hvis robotterne var i det mindste delvis "bevidste" og dermed individer, var det ikke alene ondt, det var hamrende sadistisk. SR-6 gik herefter sine egne veje, men nu er en konfrontation uundgåelig.

Det ville være synd at sige, at Superman bliver glad ved gensynet. "Store Krypton! J-jeg..." Da robotten påpeger, at dens tidligere herre forsøgte at tilintetgøre den, svarer han: "Rolig, SR 6... du tager fejl! Og du glemmer, at jeg er stærkere!" Superman er ikke god til at lyve.

Han forsøger sig så med en ekstremt lam undskyldning: "Men jeg var nødt til at skille mig af med jer, SR-6! Jeg var ved at vokse fra jer -- ved at blive Superman!" Så han kasserede dem som gammelt legetøj, men overså, at robotterne havde en vis grad af bevidsthed. Eller var han ligeglad? Da SR-6 fastholder, at dens tidligere herre er ond, beslutter Superman, at robotten må tilintetgøres.

Og det bliver den. Superman narrer den til essentielt at begå selvmord. The end! De, der har læst de gamle Superboy blade vil ikke blive overrasket. Superboy var, for at sige det rent ud, et manipulerende røvhul. Han gik til vilde yderligheder, når det gjaldt om at beskytte sin hemmelige identitet - løgne, hypnose, påført hukommelsestab hos andre og så videre. Han flippede også helt ud, hver gang der dukkede en anden teenagefyr fra rummet op i Smallville, især hvis denne havde superkræfter. Så skulle der pisses territorium af. Datidens læsere har sikkert fundet den slags morsomt og underholdende. Men jeg kan som moderne læser ikke nogen gange lade være med at sidde og tænke, at den knægt sgu da var temmelig messed up, med den opvækst. Bag Supermans fine ord om at det er forkasteligt at dræbe, ligger der, efter min mening - og jeg ved, at det kan være farligt at overanalysere på et stykke underholdningslitteratur - dybest set en manglende forståelse for, hvad det virkelig vil sige at være i live, at være et individ. Jeg har i hvert tilfælde altid syntes, at han optræder pissekoldt i denne historie.

Superman nr. 51, 1983: "Hvis jeg ikke kan være Clark Kent... skal ingen anden få lov!"

Klonen fra albummet "Supermans livshistorie" er tilbage, ganske vist uden superkræfter, for under det sidste opgør, ramlede den ned i noget guld kryptonit. Men klonen er alligevel ikke interesseret i at være super, den vil være tilfreds med bare at kunne være gode gamle Clark Kent.

Den banker i al hast en kraftrustning sammen, for klonen besidder alle originalens erindringer, inklusiv viden om avanceret teknologi. Derefter fanger den Superman (overraskende nemt) og giver ham et tilbud, han ikke kan sige nej til: Opgiv Clark Kent eller dø. Han siger selvfølgelig nej.

Superman er meget, meget tæt på at blive slået ihjel for realz der. Men da klonen og han reelt er den samme person, med samme moralkodeks om ikke at dræbe, tøver klonen... og taber kampen.

Klonens ultimative skæbne bliver, at den hjernevaskes, får en ansigtsoperation og bliver givet en død mands identitet. Superman er dermed af med et ubehageligt problem, på en "pæn måde". Jeg har aldrig været glad for den slutning. Måske var det umuligt for Superman og klonen at fortsætte deres nuværende eksistens, begge i bevidsthed om at de delte personlighed og erindringer med en anden. Men har Superman ikke, trods sin understregning af, at han finder tanken om at dræbe uudholdelig, netop gjort dette, ved at udslette klonens erindringer? Har han ikke, på en måde... dræbt sig selv?