Stille dage i Kalundborg

 Jeg er her altså endnu. Der sker bare ikke så meget.

Der sker ikke så meget, for tiden

Det er efterår. Jeg slås med influenza (tror jeg, det er). Mine hobbyprojekter er sat på vågeblus. Men jeg lytter og læser stadig... og får endda skrevet en smule.

Pension - og hvad så?

2024 bød på et par personlige omvæltninger. I sommers blev jeg diagnosticeret med autisme spektrum lidelse, noget, jeg tilsyneladende har gået med hele livet. På en måde ændrer det intet. Jeg er den, jeg er, af personlighed, af måde at leve på, at interagere med min omverden osv. På den anden side ændrer det alt. Alle de dumheder, jeg har begået, som barn og voksen; hvor meget af det var autismen og hvor meget af det var "mig"? Og kan man overhovedet adskille de to?

Afgjort en gamechanger. At jeg her i november måned er blevet tilkendt førtidspension, efter halvandet års sagsbehandling, hvor jeg i den tid var fritaget fra aktivering og jobsøgning er selvfølgelig også stort... men lige nu føles det mere som en naturlig (og lykkelig) afslutning på et opslidende forløb, snarere end noget jordrystende. Måske fordi jeg i mange år kun har haft et relativ løst forhold til arbejdsmarkedet. Og måske kommer der en forsinket reaktion.Det gør der nok.

Jeg er den samme som jeg hele tiden har været. Jeg er det "bare" kortere tid ad gangen. Jeg bliver hurtig meget træt. Jeg har koncentrationsproblemer. F.eks. kæmper jeg for at kunne sidde en hel spillefilm igennem uden pauser. Nogle dage kan jeg intet som helst. Og jeg bruger en masse tid på at hvile. Sove.

Men jeg samler stadig bøger og arbejder som frivillig i en genbrugsbutik for samme. Jeg skriver stadig digte. Jeg prøver i det hele taget at bruge mit (i al ubeskedenhed) gode hoved til noget fornuftigt. Og nu har jeg kommunen og dermed i princippet samfundets velsignelse til at få det bedst mulige ud af situationen. Det handler om livskvalitet. Om værdighed.

Jeg har planer. Og ja, nogle af dem sikkert bare for at kunne sige til mig selv, at der sker noget. Men det er bedre end ikke at have nogle. Jeg overvejer endda at producere et nyt, allersidste nummer af Obskuriøst, i 2025 eller hvis det kniber, i 2026. For at runde ordentligt af.

Vi får som sædvanlig at se.

Jo, jeg er her endnu

Jeg er her endnu. Jeg er bare ikke så aktiv på nettet eller i det hele taget. Jeg nørkler videre med det store lyrikmanuskript som har været forbi nogle forlag, uden at det gav bid, så nu prøver jeg at omarbejde det til prosa eller måske snarere prosadigt.

Jeg er også blevet lokket til at deltage i et fælles projekt med Bo Gorzelak Pedersen. 

Men ellers lever jeg en særdeles stille tilværelse.

Noget skal man jo finde på

Et meget forsinket godt nytår 2024. Hvad går jeg og laver? Ikke så meget. Men jeg sidder ned, en del, og skriver digte, når jeg ellers har en god dag.

Jeg har en masse dårlige dage. Jeg har været sygemeldt hos Jobcenter siden juni 2023. Men jeg er i gode hænder og det mener jeg, helt uden ironi. Præcis hvad forløbet munder ud i, vil tiden vise. Imens prøver jeg at få det bedst mulige ud af en skæv situation.

Igangværende kreative projekt er et lyrikmanuskript, jeg vil forsøge at afsætte til et "rigtigt" forlag. For princippets skyld. Eller min forfængeligheds. Hvilket vel kommer ud på et. Jeg vil i løbet af vinteren udvælge det bedste fra p.t. fire delmanuskripter på samlet 200 digte, sådan cirka. Koge antallet ned til, hvad ved jeg, 75-100 stykker? Min gode ven Ralph Østrup hjælper med udvælgelsen, men gennemskrivning og tilrettelæggelse af de enkelte tekster, den tjans hænger jeg selv på.

Og så? Så får vi at se.

The show must go on

Foto/lyrikbogen Luretid er på vej. Jeg har skrevet de sidste rettelser til manuskriptet og Ralph Østrup (den fuldskæggede herre tv. på fotoet ovenfor) er i færd med at udvælge de sidste fotografier. Forventet udgivelse til juni 2023. Bogen er på 64 sider og 1. oplag 50 eksemplarer.

Mht. fremtidige projekter kredser mine tanker stadig om et nyt nummer af Bibliotek Obskuriøst. Jeg har ganske vist svært ved at komme i gang med at skrive. Nu får vi at se. P.t. pusler jeg - i ledige overskudsstunder - med et nyt lyrikmanuskript. Arbejdstitlen er Skibbrudgade. Selvvalgt deadline er dette efterår, men evt. udgivelse bliver nok først til 2024. Jeg skal bl.a. have fundet en finansiering. Måske vil jeg ligefrem indsende til et forlag (stort forlag? mikroforlag?), så det ligesom er prøvet af. 

Helbred og humør er op og ned. Jeg er kommet på det der vidundermiddel Ozempic mod min diabetes. Der er hårdt ved kroppen, synes jeg. Og der er vist røget nogle nerver her og der. Jeg er blevet lidt mere ufølsom... og betydelig mere tyndhudet. Sådan går det. Humøret, well, jeg flyttede i egen lejlighed denne vinter, efter et mangeårigt bofællesskab. Det tager tid at akklimatisere sig. Jeg har ikke super meget overskud. Faktisk er jeg temmelig skvattet. Sådan er det. Vistnok.

Ud over skriveriet er jeg også begyndt at lave små collager igen. Det var næsten to år siden sidst. Jeg har ikke nogen plan med dem som sådan, andet end, at det er rart at være i gang. Op på hesten og alt det der. Men altså i luntetrav.

Gennemgang af gods

Jeg skal flytte. Der er knap en måned til at flyttekasserne skal sendes afsted. Stadig tid til gøre byrden mindre. Jeg sorterer bunker af personlige papirer. Officielle breve, udklip og alskens små lapper og udskrifter, hvis kontekst jeg ikke længere husker eller kan rekonstruere. En del bærer præg af at være overlevende veteraner fra tidligere prikkerunder. De lå vist engang i mapper, men dem har jeg sparet væk. 

Der er et ansættelsesbrev fra et puljejob i Albertslund Kommune, i midt 90'erne. Der er noter fra RUC og Krak. Der er lægehenvisninger, timesedler, postkvitteringer, gulnede avisudklip om film, afslag på artikler og manuskripter. 

Der er mine forsøg på at skrive fantasy, udkast som blev stadig mere sorte og depressive, i takt med at min angstsygdom tog til. Det er ikke litteratur, det er terapi og jeg smider det ud.

Det hårdeste at sortere er klart minderne om venner og bekendte, jeg ikke længere er i kontakt med. Min gode ven Jørgen Hede som døde dette efterår spøger, både direkte og gennem emner, vi snakkede om dengang - som f.eks. min bog om storbedrageren Alberti. 

Der er ting fra Herning Højskole som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. "De autoriserede". Ja, jo. Der er - alt for få - ting fra Kalundborg Gymnasium og Roskildefondens Kollegium. Her må jeg nøjes med minderne. Der er - ligeledes få og ofte ret tilfældigt bevarede - ting fra barndomshjemmet. Her har jeg heldigvis mine søskende at konsultere, hvis det kniber med selv at huske.

Nu smider jeg ud, for det er nødvendig. Men der skal nok blive tilstrækkelig til overs til at fylde en lille papkasse. Og om fem-ti år er jeg der igen.

Alt står stadig på standby

 Jeg har fundet et nyt sted at bo. Nu skal jeg bare flytte. Der er diverse komplikationer. En er penge. Jeg sælger fortsat ud af samlingerne. Film, musik, bøger, tegneserier... jeg går hårdt til den. Det er et spørgsmål om prioriteter. Tingene har haft deres tid.

Alt står på standby, indtil videre

 Grundet min boligsituation - og personlige situation i det hele taget - står alle kreative projekter på standby, indtil langt ind i 2023. Forhåbentlig vil jeg kunne samle stumperne og fortsætte derfra, når krisen er overstået. Egentlig var det planen at lukke Obskuriøst eller rettere fortsætte bladet som Bibliotek Obskuriøst. Så kom der nogle problemer i vejen. So it goes.

Hverdagens ælte (digte)

HVERDAGENS ÆLTE
50 hverdagsdigte skrevet januar til maj 2019
58 sider
En Amazon print-on-demand udgivelse
Omslaget layoutet af Bo Gorzelak Pedersen

Mens jeg skrev omtaler af film og tv-serier til bogen Kanal Obskuriøst De Luxe, fandt jeg også tid til at skrive en masse digte. Jeg har samlet de bedste i hæftet Hverdagens ælte og udgivet det på Amazon som print on demand. Det kan bestilles her. Man vil fra juni måned også kunne bestille direkte fra forfatteren, det vil sige mig.

Tidligere digtudgivelser:

DEN ANALOGE MAND (Amazon 2019, digte skrevet 2017-18)
TINGENES TILSTAND (privat tryk 2018)
KAFFEBRØD OG SKUESPIL (privat tryk 2019)

Som visne blade i vinden

Nogen gange spekulerer jeg på, om Obskuriøst vil blive husket efter min død (hvilket i sagens natur kun kan blive et tankeeksperiment). Eller, for at vinkle spørgsmålet en anelse mindre makabert, om bladet vil blive husket 15-20 år fra nu. Realistisk set har jeg materiale og ideer til at kunne holde den kørende de næste 3-5 år, men på et eller andet tidspunkt stopper det nok, på den ene eller den anden måde. Og hvad sker der så, med eftermælet? Måske findes der ikke nye trykte medier til den tid. Det skulle faktisk ikke undre mig, om vi vil opleve et totalt eller i hver tilfælde meget kraftigt kollaps af bogmarkedet. Folk skal naturligvis stadig have deres trivial-fix; det bliver bare som apps i stedet. Tendensen er klar: bare se bibliotekerne. Bøger fylder og så ser de grimme ud. Der vil stadig være antikvariaterne og de andre brugtforhandlere, i hvert tilfælde så længe, de generationer som blev født før ca. 1995 stadig er i live. Fascinationen af det fysiske objekt og af nostalgien, vores egen personlige, selvoplevede såvel som "tidsånden" osv. Og måske vil der komme en revival, om ikke andet blandt hipstersegmentet, ligesom vinylet i disse år. Men på foreløbig sigt lader det trykte medium til at befinde sig i en tilstand af uundgåelig forfald.

Jeg har siddet på nogle antikvariat websider i dag og checket et par af mine yndlingsforfattere. De er i bogstaveligste forstand kommet i høj kurs. Bevares, alt er steget. Selv de mest mainstream, forudsigelige navne koster en del i anskaffelse brugt. Måske bl.a. fordi forlagene så hurtigt melder udsolgt (om det skyldes flittig lageroprydning eller faktisk salg skal jeg lade usagt) og fordi bibliotekerne renser ud på næsten daglig basis (jeg arbejder p.t. på et bibliotek og nogle af kassationerne virker temmelig bizarre, men sådan er det jo). Og som jeg kommenterede til Thomas Winther, sidst vi sås (til en filmmesse, har glemt datoen), så kan vi desværre ikke blive ved med at finde spændende sager. Det begynder faktisk at knibe gevaldig med at opstøve genrelitteratur fra blot et par årtier siden. Meget vil først komme i omløb igen, når vores generationer er kradset af, forudsat at samlingerne ikke bliver koldt og kynisk drønet ud. Og forudsat, at der til den tid findes et marked for skidtet, jævnfør ovenstående.

Hvad angår små ting og sager som nu f.eks. mit blad, tror jeg bare, de forsvinder. Undtagelserne vil være, når der er en berømthed eller kendis involveret - som vel at mærke forbliver en sådan eller måske bliver genopdaget ad åre. (Her burde jeg have været mere aggressiv i jagten på skribenter. Lidt fik jeg dog med.) Men selv her vil de fleste fans nok gå efter opsamlingerne i stedet. Der vil naturligvis - okay, forhåbentlig, men hvem ved i disse tider, hvor alt sælges eller ødelægges - stadig være Det kongelige bibliotek tilbage. Hvor ingen vil finde på at lede.

Det kunne være sjovt, hvis et gammelt, laset nummer af Obskuriøst engang ud i fremtiden stod i en plovmand eller tusse antikvarisk. Hvilket på den anden side sikkert ville være dagsprisen på en liter mælk. Så... yeah.

Er brændt ud med at blogge

Jeg kan sgu ikke rigtig finde på noget at skrive om for tiden. Små randbemærkninger til dagligdagen hører mere hjemme på Facebook. Og længere indlæg er noget, jeg helst vil gemme til mine bladprojekter.