fredag den 21. december 2012

Kan du gætte dette?


Jeg købte disse seks film i Blockbuster, Holbæk, i dag, til deres rodekassetilbud 6 film-for-100 kr. Men hvad har disse film ellers til fælles?


Disse seks film er købt over nettet indenfor den sidste måned. Hvad har de til fælles, indbyrdes og med de første seks film?

torsdag den 20. december 2012

Joachim Bølle Olsen

Nu gør Joachim B. Olsen det igen. Sparker til de svage i samfundet, af hjertens lyst. Denne gang går det ud over de som søger om julehjælp. Men hvad kan man i grunden også forvente andet, af denne brovtende bølle, som på forunderlig vis har raget en taburet til sig. Eller måske ikke så forunderlig endda. For det er tiden. Jeg mener, vi har en beskæftigelsesminister som giver sig selv "thumbs up" for at ødelægge fleksordning og førtidspension, med forventet social deroute af tusindvis af borgere til følge. Anyway, jeg har ikke gået i skole med Joachim B. Olsen, men jeg har gået i skole med hans type. Blevet mobbet, fået tæv af hans type. Jeg genkender en bølle, når jeg ser en. Og det er naturligvis derfor, partiet fik ham i folketinget. Ikke for hans faglige evner eller intellektuelle kapacitet. For han har ingen af delene. Men fordi han er en god tryner. Derfor.

Problemet med uberfans

Der findes indenfor ethvert samler/kult emne fans som udmærker sig ved at have (formel eller uformel) indflydelse hos producenterne af emnet. Dette kan være en god ting, men det kan også være en skidt ting, hvis bemeldte "überfans" samtidig er nævenyttige på andre fans vegne. Et eksempel kunne være Doctor Who, hvor fanscenen er blevet så forpestet af nogle få fantatikere og deres rygklappere, at jeg i dag næsten ikke orker at besøge diskussionsgrupper om serien længere. Jeg oplever det også indenfor musik. Billedet ovenfor viser kassettebåndudgaven af Deep Purple opsamlingsalbummet "The Anthology" (hhv. 2 LPer, 2 kassettebånd) som oprindelig udkom i 1985. Bandets uventede genforening året før gav pladeselskaberne et glimrende påskud for at smide noget Deep Purple ud på markedet igen, såvel genoptryk af gamle værker som opsamlinger og "nye" arkivalske indspilninger. Generelt må jeg sige, at de mest interessante ting allerede VAR udgivet, nemlig mellem bandets opløsning i 1976 og genforeningsåret 1984. Men at der udkom noget var selvfølgelig fedt, både for eksisterende fans og for nye, som jeg selv var dengang. (Jeg kom ind på bandet via et dets "afkom", Rainbow.) Den første nye titel hed "The Anthology" og var et dobbeltalbum med i alt 22 numre, i en blanding af klassikere, halvobskure b-sidenumre og arkivalsk materiale som her så dagens lys for første gang. Jeg ejede ikke albummet selv, men det gjorde en kammerat og jeg var temmelig misundelig.

Zap til nogen og tyve år senere, hvor jeg efter en lang pause fra den hårde rock begyndte at samle den i stor stil, på cd. Deep Purple havde været en af de store musikalske oplevelser for mig og naturligvis skulle jeg have det hele, især de titler som jeg eller mine kammerater ejede dengang. Stykke for stykke arbejdede jeg mig ud af diskografiens mere dunkle afkroge. Jeg fik fat i japanske cd udgivelser af titler som "Powerhouse" og "Last Concert in Japan", der til dato ikke er udgivet i resten af verden på dette medie. Og meget mere. Men da jeg ville købe "The Anthology" mødte der mig en skuffelse: cd udgaven var slet ikke som jeg huskede albummet; der var lagt til og trukket fra i den grad. Også omslagsmotivet var anderledes. Hvad var der sket? Jo, en fyr ved navn Simon Robinson, formand for nogle som kaldte sig Deep Purple Appreciation Society, var blevet sur over at albummet indeholdt rariteter som "tvang" ham og andre stakkels samlere til at gå ud og købe det, selvom de havde hovedparten af numrene i forvejen. Dette er jo sådan set standard procedure for pladeselskaberne (og nogle gange kunstnere som vil ud af en kontrakt og lige mangler at aflevere et album), men Simon Robinson må have haft stor indflydelse, for han fik vredet armen om på udgiveren, EMI, og tvunget dem til ikke at udgive albummet i dets oprindelige form på cd. Den dobbelt-cd som faktisk udkom i 1991 var kemisk renset for sjældenheder. Det var reelt slet ikke det samme album. Og dermed totalt uinteressant for mig.

Suk. Jeg kan godt følge Simon Robinson, til en vis grad. Opsamlinger med minimalt nyt materiale er irriterende. Men nu var "The Anthology" jo rent faktisk udgivet. På vinyl og kassettebånd. Det eksisterede. Det var endnu en titel i Deep Purples lange, brogede diskografi. Og at afskære andre samlere fra at anskaffe sig "The Anthology", bare fordi mandens følelser var sårede... sådan noget irriterer MIG.

Nu har jeg så, efter lang tids søgen, fået fat i kassetteudgaven. Og håber på, at båndene ikke er for slidte, og at min aldrende kassettebåndoptager ikke spiser dem, mens jeg forsøger at overføre dem til digitalt format. Intet forsvinder helt, så længe, der er nogen, som er stædige nok til at forhindre det.

søndag den 16. december 2012

Tiderne skifter

Fundet i en avis fra starten af firserne.Det var dengang. I dag er tobaksreklamer i medierne totalt forbudt. Postvæsnet er privatiseret og ringere end nogensinde. Der er næppe tid til en cecil mere. De smagte nu også rædselsfuldt.

lørdag den 1. december 2012

Dagens psykotroniske post




Dagens psykotroniske postpakke: En deluxe kassettebånd udgave af New Order albummet LOW-LIFE (1985). Alene den lækre hvide papæske gør udgivelsen samlerværdig. Fotografierne af de fire bandmedlemmer er interessant nok ikke identisk med de som fulgte med albummets cd udgave. De er ikke alternative beskæringer, det er fire helt andre fotos! Men det væsentligste argument for at få fat i boksen er inkluderingen af "The Perfect Kiss" maxi-singlens numre som bonus på kassetten. Pga pladsmangel måtte maxi-versionen af "The Perfect Kiss" forkortes på cd udgaven af opsamlingsalbummet SUBSTANCE (1987); her er den, ligesom på vinyl udgaven (og naturligvis den originale single) komplet. B-siden "The Kiss of Death" er så vidt vides identisk med SUBSTANCE cd'ens, mens B-sidens andet nummer, det korte instrumentalnummer "Perfect Pit" ikke kom med på SUBSTANCE - men altså her. Udstyret er mere end i orden, som det oftest var tilfældet med en Factory udgivelse. Hvilket på sigt blev selskabets ruin...

Obskuriøst 12

Obskuriøst nr. 12 - Den store finale
Udkommer til foråret 2013

Hovedfeature:
"Psykotronisk tv indeks 1980-1988"
Et alfabetisk ordnet indeks over film og tv-serier vist på DR i perioden, fortrinsvis indenfor de fantastiske genrer så som horror, science fiction og eventyr. Desuden et udvalg af kriminal og thrillertitler, sort humor og non-fiktion (f.eks. naturprogrammer og koncertfilm). Indekset er i princippet en fortsættelse af Politikens tobinds håndbog Tv i 70erne (red. Kaare Schmidt, 1981). Alle optagelser vil være kommenteret i større eller mindre grad, med angivelse af eventuel tilgængelighed på vhs og dvd. Det er hensigten at bringe egentlige anmeldelser af en håndfuld udvalgte titler.

Øvrigt indhold under planlægning.