søndag den 7. november 2021

Ud på nettet med (næsten) det hele

Velkommen til Obsverset! Jeg har nu uploadet næsten alt, hvad der er bevaret af Obskuriøst blade, flyveblade, special ting, sideprojekter og såmænd også et par løst relaterede digtsamlinger til archive.org. Næsten, ja. Trykte udgivelser, jeg p.t. tilbageholder: 

Obskuriøst nr. 13, 2. udgave. Jeg overvejer at genbruge noget af materialet til en bog eller et hæfte.

Bibliotek Obskuriøst (nr. 1). Ditto.

Kanal Obskuriøst De-Luxe, min bog om DR tv i 1980'erne.

Obskuriøst nr. 22. Det nyeste blad (2020).

...

Desuden tilbageholder jeg:

Obskuriøst cd 1 "Sound and Vision: Larsen læser Larsen" .
Obskuriøst cd 2 "Noter & nekrologer".
Obskuriøst cd 3 "Motel Melankoli". 

Jeg har kun uploadet omslag og øvrigt trykt materiale til disse, ingen lydfiler.

fredag den 5. november 2021

Tyve år føles ikke som lang tid

 

Primo november 2021 er det tyve år siden, at jeg udgav nr. 1 af mit fanzine Obskuriøst. Nr. 1 blev starten på en lang og broget række af blade, plus diverse tillæg, løse flyveblade, snakke-cd'er, nyhedsbreve og sågar et par digtsamlinger, før jeg ca. 2018 udskilte det egentlig kunstneriske i et selvstændigt projekt.

Der har været ups and downs. Meget blev prøvet af. Ikke alt fungerede. Udgivelser, jeg især kan se tilbage på med glæde og tilfredshed: 

- De fire første numre, der alle blev trykt i (stærke) farver på Kraks produktionsprinter i Sorgenfri, hvor jeg dengang arbejdede.  

- Obskuriøst nr. 7 eller "Messenummeret", solgt på Copenhagen Film Fair 2003 i meget lille oplag, mindeværdigt ikke så meget for indholdet (det var ok) som det sjove (og besværlige) ved at producere et blad særlig til lejligheden

- Obskuriøst nr. 12, comeback-nummeret fra 2013 efter lang pause, det første blad med tv fra 1980'erne som tema

- Bibliotek Obskuriøst, 2015/16, første og foreløbig (nu får vi at se) eneste nummer i en specialserie om bogens verden, hvor jeg fortalte om billigbogstitler, der har præget mig i opvæksten.

- Obskuriøst nr. 13, 2. udgave (den med "Genbrug er det bedste guld" på forsiden), udkom november 2016, med nyskrevet artikel om "Halvfjerdser-tv for børn", hvor jeg så på (primært) psykotronisk tv for børne og unge, vist på DR og SVT i min barndom. Jeg lagde en kolossal mængde energi i researchen.

...

Obskuriøst ligger af forskellige grunde stille p.t., men jeg håber at genoptage tråden i 2022.