Super sommer hos Obskuriøst #7

Superman og den moralske glidebane - del 2

Superman med Batman nr. 15, 1980: "Smallvilles hemmelige vogter!"

  

Superman eller rettere sagt Clark Kent er på nostalgi-besøg i sin barndomsby Smallville, i selskab med Lana Lang og Pete Ross (sidstnævnte kender Supermans hemmelige identitet). Der går mærkelige historier om en en "beskytter", som gør byen forbryderfri. Pete Ross lægger mærke til at Superman pludselig optræder to steder samtidig. Han sniger sig hen til Kent familiens gamle hus og møder der... en Superboy robot. Og den har sandelig en hårrejsende historie at fortælle.

Da Clark skulle flytte fra byen og ind på universitet i Metropolis, havde han ikke brug for sine Superboy robotter længere. (De hjalp ham med forbryderbekæmpelsen eller dækkede over ham, når Lana kom for tæt på sandheden.) I stedet for at have dem stående på standby i et skab eller måske bare slukke for dem, tog Clark for sidste gang Superboy dragten på og beordrede robotterne til at flyve ind i solen, hvor de blev tilintetgjort af heden. Alle, undtagen robotten SR-6, der fandt situationen ulogisk: "Vores herre har sagt, at den der dræber andre, altid er ond! Men nu har han selv dræbt de andre robotter! Altså er min herre ond! Det var en ond ordre han gav os!" Hvis robotterne var i det mindste delvis "bevidste" og dermed individer, var det ikke alene ondt, det var hamrende sadistisk. SR-6 gik herefter sine egne veje, men nu er en konfrontation uundgåelig.

Det ville være synd at sige, at Superman bliver glad ved gensynet. "Store Krypton! J-jeg..." Da robotten påpeger, at dens tidligere herre forsøgte at tilintetgøre den, svarer han: "Rolig, SR 6... du tager fejl! Og du glemmer, at jeg er stærkere!" Superman er ikke god til at lyve.

Han forsøger sig så med en ekstremt lam undskyldning: "Men jeg var nødt til at skille mig af med jer, SR-6! Jeg var ved at vokse fra jer -- ved at blive Superman!" Så han kasserede dem som gammelt legetøj, men overså, at robotterne havde en vis grad af bevidsthed. Eller var han ligeglad? Da SR-6 fastholder, at dens tidligere herre er ond, beslutter Superman, at robotten må tilintetgøres.

Og det bliver den. Superman narrer den til essentielt at begå selvmord. The end! De, der har læst de gamle Superboy blade vil ikke blive overrasket. Superboy var, for at sige det rent ud, et manipulerende røvhul. Han gik til vilde yderligheder, når det gjaldt om at beskytte sin hemmelige identitet - løgne, hypnose, påført hukommelsestab hos andre og så videre. Han flippede også helt ud, hver gang der dukkede en anden teenagefyr fra rummet op i Smallville, især hvis denne havde superkræfter. Så skulle der pisses territorium af. Datidens læsere har sikkert fundet den slags morsomt og underholdende. Men jeg kan som moderne læser ikke nogen gange lade være med at sidde og tænke, at den knægt sgu da var temmelig messed up, med den opvækst. Bag Supermans fine ord om at det er forkasteligt at dræbe, ligger der, efter min mening - og jeg ved, at det kan være farligt at overanalysere på et stykke underholdningslitteratur - dybest set en manglende forståelse for, hvad det virkelig vil sige at være i live, at være et individ. Jeg har i hvert tilfælde altid syntes, at han optræder pissekoldt i denne historie.

Superman nr. 51, 1983: "Hvis jeg ikke kan være Clark Kent... skal ingen anden få lov!"

Klonen fra albummet "Supermans livshistorie" er tilbage, ganske vist uden superkræfter, for under det sidste opgør, ramlede den ned i noget guld kryptonit. Men klonen er alligevel ikke interesseret i at være super, den vil være tilfreds med bare at kunne være gode gamle Clark Kent.

Den banker i al hast en kraftrustning sammen, for klonen besidder alle originalens erindringer, inklusiv viden om avanceret teknologi. Derefter fanger den Superman (overraskende nemt) og giver ham et tilbud, han ikke kan sige nej til: Opgiv Clark Kent eller dø. Han siger selvfølgelig nej.

Superman er meget, meget tæt på at blive slået ihjel for realz der. Men da klonen og han reelt er den samme person, med samme moralkodeks om ikke at dræbe, tøver klonen... og taber kampen.

Klonens ultimative skæbne bliver, at den hjernevaskes, får en ansigtsoperation og bliver givet en død mands identitet. Superman er dermed af med et ubehageligt problem, på en "pæn måde". Jeg har aldrig været glad for den slutning. Måske var det umuligt for Superman og klonen at fortsætte deres nuværende eksistens, begge i bevidsthed om at de delte personlighed og erindringer med en anden. Men har Superman ikke, trods sin understregning af, at han finder tanken om at dræbe uudholdelig, netop gjort dette, ved at udslette klonens erindringer? Har han ikke, på en måde... dræbt sig selv?

Super sommer hos Obskuriøst #6

 

Superman og den moralske glidebane - del 1

I dag vil jeg se på nogle historier i Superman 1978-1986, jeg havde en dårlig fornemmelse med, dengang jeg læste dem første gang og stadig har. Vigtig note: Fra nr. 19 hed bladet ikke længere Superman med Batman, selvom Batman fortsatte med at optræde i det.

Here be spoilers!

Superman var i den periode, jeg læste bladet, kendt for ikke at ville dræbe andre. Det var en fundamental del af hans personlighed; tanken om at forårsage andres død fyldte ham på forhånd med rædsel. Naturligvis måtte der være en bagatelgrænse; jeg mindes Super-Ove skrive noget i retning af, at Superman jo altså ikke kunne undgå at træde på en myre en gang i mellem, i bladets brevkasse. Men generelt lod der til at være konsensus om, at mennesker og væsner på samme intellektuelle stade som mennesker var omfattet; afhængig af historiens forfatter kunne feltet udvides til også at omfatte pattedyr eller "højere" dyreliv i det hele taget. I et enkelt tilfælde (usædvanlige) planter. Her er først to eksempler på en Superman som lever fint op til sit løfte.

I historien "Drengen der bad for sin død", Superman med Batman nr.5, 1979, har morgendagens mand kvajet sig gevaldigt. Et tankeløst skud varmesyn har forvandlet en mystisk meteorsten til en tikkende bombe af atombombe kaliber. Desperat beordrer han byen rømmet, så han kan detonere bomben uden fare for menneskeliv, men uheldigvis for ham dukker der en dreng op, da alle andre er flygtet. En dreng med brækket ben som ikke har en chance for at slippe væk i tide. Superman sveder angstens sved: "Men jeg har svoret at ville opgive min Superman-karriere hvis jeg dræber et menneske! Jeg kan da ikke bare lade denne dreng dø!" Heldigvis bliver problemet løst - i sidste øjeblik. Knægten slipper med et par knubs.

I "Plantepesten", Superman med Batman nr.10, 1979, har Superman sit hyr med nogle væmmelige planter, som efterligner deres omgivelser og får ham til at tro, at Supergirl er blevet forvandlet til et træ. Historien ender med, at de to superhelte flyver planterne med økosystem og det hele til en fremmed planet, fordi de ikke nænner at tilintetgøre dem. "Eftersom det er imod vores moral at dræbe nogen form for liv..."

 

"Før natten er omme, vil Superman dræbe", Superman nr.22, 1980 er sidste del af en lang saga og her er det Supermans princip, at han ikke vil dræbe noget levende væsen - men et, der kun opfører sig som levende? Og som i dette tilfælde faktisk er dødt? No problem! Det er en ret bizar historie.

Superman kæmper mod væsnet Jevik, der i sin humanoid-skikkelse er intelligent, kan tale og er særdeles farlig. Og død, hvilket giver Superman et kærkomment alibi til at tilintetgøre sin modstander. Især fordi Jevik kender hans hemmelige identitet som Clark Kent. Det er omtrent det værste, man kan udsætte Superman for! Men pludselig forvandles Jevik til en levende tilstand, hvor han er et enormt og tilsyneladende ikke-intelligent monster. "Store Krypton! Jeg kan ikke tilintetgøre ham!" udbryder Superman frustreret.

Nå, det lykkes at uskadeliggøre Jevik uden blodsudgydelse og Superman vender sig nu mod Jeviks herre, rumskurken Amalak som har stået bag en masse ubehageligheder (sagaen startede i Superman nr.19, 1979). Amalak er slået og da han udmærket kender til Supermans moralkodeks, begår han selvmord, men får det til at ligne et uheld, Superman er skyld i. Super køber ikke den historie og Amalak dør, bitter til det sidste. The end.

Jeg syntes, det var et besynderligt smuthul i sin egen kodeks, Superman der fandt på. Han kunne godt tilintetgøre et såkaldt dødt, intelligent væsen, men ikke et levende, uintelligent. Det var noget lusk. Og det rejste også spørgsmålet: Hvad med mekaniske væsner så som robotter? Vel at mærke robotter med en defineret personlighed? Vel, lad os se på historien "Manden der legede med døden" fra Superman med Batman nr.18, 1980, hvor Superman bøvler med sin defekte kopi, Bizarro.(Historiens nominelle skurk er Legetøjsmanden - den originale.) Supermans forhold til Bizarro var altid ambivalent i sølv og broncealderbladene. På den ene side havde han ondt af staklen, på den anden side opførte han sig ofte ret nedladende for noget, han dybest set ikke regnede for andet end et fejlslagent eksperiment. Det er fristende at lege psykoanalytiker her: Bizarro var essentielt Superman selv. Ud over superkræfterne delte de fysiske træk og erindringer, selvom det var forvrænget hos kopien. Han var den retarderede tvilling, der helst skulle gemmes af vejen. I denne historie har Superman fået nok. Hans elskede Lois Lane er i fare og det skal Bizarro ikke slippe godt fra: "For hvis der er sket noget med Lois, så sværger jeg at jeg slår dig ihjel! Du er ikke engang rigtig levende! Så jeg kan med sindsro dræbe dig!"

Så vidt kommer det dog ikke. Her er til gengæld en historie, hvor Superman utvetydigt slår en levende humanoid ihjel. Hans modstander er ubarmhjertig og en vens liv står på spil, men alligevel. "Uhyret fra intetsteds" og "Den dobbelte superhelt", Superman med Batman nr. 13-14, 1979/80, fortæller om de to Supermænd fra Jord 1 og Jord 2 og deres kamp med Krogg. Krogg snakker ligesom Hulk ("Krogg dræbe!") og er næsten lige så stærk. Han er "aldeles abnorm" og "stærkere end noget levende væsen har lov til at være". Superman fra Jord 2 ankom til Jord 1, fordi han ville redde sin ven Jimmy Olsen fra at dø af en sjælden nyresygdom ved at bede Jord 1 udgaven fungere som donor. Desværre gik der kludder i dimensionstransformeren under rejsen, så at barbarkrigeren Krogg, der havde hængt i tomrummet mellem dimensionerne i århundreder, smuttede med. Supermændene har ikke en chance, før en genial professor finder på at splejse dem midlertidig sammen til een "Super-Supermand". Og selv da tvinges de til at tage drastiske metoder til hjælp. "Selvom jeg har svoret aldrig at dræbe, må jeg gøre en undtagelse nu!"

Og Krogg bliver behørigt futtet af! Hvis Superman (1 eller 2) har nogen skyldfølelse af den grund, viser han/de det ikke og historien får intet efterspil. Shit happens.

I del 2 som følger: Superman og de besværlige dobbeltgængere.