lørdag den 19. november 2016

Obskuriøst nr. 13 (2. udgave): Genbrug er det bedste guld

Obskuriøst nr. 13: Genbrug er det bedste guld
Anden udgave, november 2016, 40 hæftede sider med talrige farveillustrationer (1. udgave udkom efteråret 2014 og var på 28 sider). Oplag: ca. 35. Pris: kroner 50 plus forsendelse.

Indhold: Kanal Obskuriøst 2: Serier på dansk tv 1980-90 (DR, TV2), 70'er-tv for børn (DR, Sverige 1 og 2, 1970-79)

+ Obskuriøst nyhedsbrev nr. 10
Fire farveillustrerede sider. Sendes gratis med Obs13 Genbrug. Oplag: ca. 35.

Indhold: Nyhedsbrev, Dårlige film forgår aldrig, Nu' det (næsten) jul igen

Årets sidste Obskuriøst udgivelser - på gaden nu!!!

søndag den 9. oktober 2016

Obskuriøst nr. 13 Genbrug - lidt nyt

Obskuriøst nr. 13 Genbrug ender nok på 40 sider som det ser ud lige nu. Egentlig bliver hovedparten af bladet nyt, originalt materiale, så jeg burde kalde det Obskuriøst nr. 18 i stedet - men nu har jeg lavet forsiden (OG forsiden til nr. 18). Oh well. Firserkapitlet er stadig "kun" et udvalg af genreserier (science fiction, gyserantologier, eventyr m.v.), men i halvfjedserdelen har jeg forsøgt, en anelse overambitiøst, måske, at medtage alle væsentlige film og serier for børn, unge og familien, plus en hulens masse obskuriøsiteter. Nogen skal jo gøre det.

onsdag den 21. september 2016

En lille genudsendelse: Obskuriøst nr. 1

Jeg fik for nylig lavet et begrænset genoptryk af Obskuriøst nr. 1, i anledning af 15 års jubilæet. Der er allerede røget nogle eksemplarer af sted, bl.a. til Det kongelige bibliotek, men jeg har en 15-16 stykker tilbage. Jeps, Obskuriøst nr. 1 kan blive dit, for kun 30 kroner, plus forsendelse! Kontakt obsblad@hotmail.com.

P.S. Ved bestilling følger Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 9 med som bonus. (Bare et enkelt ark denne gang, jeg havde travlt).

Obskuriøst nr. 13 - et blad på vej, Lucas style (nej, bare rolig)

Jeg er generelt tilfreds med de numre som er udkommet, efter bladets tilbagekomst i 2013. Nogle er naturligvis bedre end andre - sådan er det jo. Det eneste, jeg synes, faldt decideret uheldigt ud, var Obskuriøst nr. 13 - Den store undskyldning (2014). Her gik det simpelthen for hurtigt med både tekst og layout. Billederne ser f.eks. ud som de er trykt vha en blækprinter, der har mistet viljen til at leve. Man bør være varsom med at gå tilbage til en fuser - og i det hele taget at gå tilbage. Da bladet som blev trykt i 30 eksemplarer mod de sædvanlige 50 er totalt udsolgt - Det Kongelige Bibliotek fik mit sidste lagereksemplar og jeg har kun mit eget personlige tilbage - vover jeg dog det ene øje og er i skrivende stund optaget af at producere en revideret udgave. En ganske kraftigt revideret udgave!

Obskuriøst nr. 13 - Remix bliver (sådan som det ser ud p.t.) på 32 sider og vil kun indeholder to artikler - men de er til gengæld begge meget store:

Kanal Obskuriøst 2: Serier på dansk tv 1980-90 (samler en masse stumper)
Halvfjerdser-tv for børn (1970-79, omfatter både dansk og svensk tv)

Der kommer nok også et nyhedsbrev, hvis jeg ellers kan finde på mere at fortælle.

For at det nu ikke skal hedde sig, at redaktøren laver en George Lucas og retter i historiebøgerne, vil jeg lægge førsteudgaven ud som pdf på archive.org, hvor jeg allerede har placeret et pdf arkiv af mine 2001-2009 udgivelser. Vel at mærke, når den reviderede udgave er færdig og trykt - ikke et sekund før. Hvilket vil være cirka ultimo oktober - om alt går vel. Det har det bare værsgo at gøre.

torsdag den 18. august 2016

Obskuriøst 2001-2009 nu digitalt!

Bladet - det gamle blad i hvert tilfælde - er gået digitalt. Obskuriøst 2001-2009 på archive.org

Jeg prøvede selv for nogle år siden, på en blog som siden hen crashede. Denne her løsning skulle være sikker og solid nok - så solidt som noget nu kan være her på nettet.

Der er naturligvis alle de officielle trykte udgivelser, inklusiv flyveblade og andre småtryk, plus en håndfuld fraklip og diverse underligheder. Førstnævnte kategori har noget med "Obskuriøst" forrest i titlen - og ja, det inkluderer altså cd omslagene, selvom jeg kun afsatte ganske få cd'er stykker i sin tid. De er skam officielle nok. Well, måske er der for meget udenomshalløj - jeg har ellers holdt igen med det værste nørderi. Nu ligger det der i hvert tilfælde.

Obskuriøst 2013 og frem vil fortsat være print only, i lang tid fremover.

tirsdag den 16. august 2016

Obskuriøst nr. 17: Electric Boogaloo

Ok, det gik lidt hurtigere end forventet - og det endda på trods af en led lungeinfektion. Jeg havde egentlig ikke planlagt flere numre i år, men følte, jeg var nødt til at markere femtenårs jubilæet på en eller anden måde - og den mest logiske var naturligvis... et blad. Okay så.

Obskuriøst nr. 17 er pr. 16. august sendt til tryk og forventes at være "på gaden" ultimo august. Bladet er håndredigeret. som nr. 16, men måske nok en smule mere kaotisk og "edgy" (så edgy som Obskuriøst nu kan blive). Jeg har benyttet to printere og to scannere til det rent tekniske samt en hulens masse skrivegrej, papir og limstifter under selve redigeringen - og så har jeg drukket spandevis af kaffe undervejs. Jeg har klippet løs i en kæmpe stak af gamle ugeblade, musikmagasiner og alskens andre publikationer.

Formodentlig sidste udgivelse i 2016 - nu får vi at se.


UPDATE 24. AUGUST: BLADET ER NU PÅ GADEN!

Tekniske data: Trykt blad, 24 hæftede sider i farver, oplag de sædvanlige 50. Prisen: 30 kroner plus forsendelse. Bladet indeholder bidrag fra to gæsteskribenter: En videomans erindringer, af Heine Sørensen (uforkortet udgave af artiklen fra Obskuriøst nr. 1), Antikvariater 2, af Lars Vinther Madsen. Øvrigt indhold er skrevet af redaktøren: En ny blodig buket, Af En bunkesamlers bekendelser, This World of Water, Den store hvide verden, Nyt fra nær og fjern, Bagtalen.

Plus! Obskuriøst nyhedsbrev nr. 8 (håndredigeret ligesom selve bladet). Tre uhæftede ark i s/h, oplag: ca. 30 eksemplarer. Indhold: Nyhedsbrev, Støvsuger pop, Sidste nyt!

onsdag den 3. august 2016

Obskuriøst nr. 17

Egentlig ville jeg have rundet 2016 af med et genoptryk af Obskuriøst nr. 1 og måske et nyhedsbrev. Men der er ingen kreativ udfordring i et uændret genoptryk og jeg besluttede at markere 15-året for bladets debut med et nyt, ordinært nummer i stedet (selvom jeg dog genbruger noget materiale fra dengang, sååååå....). Foreløbige detaljer:

24 sider i farver, håndredigeret ligesom sidst. To gæsteskribenter. Forventet udgivelse: primo oktober.

lørdag den 2. juli 2016

Obskuriøst nr. 16: Obskuriøst Scrapbog


Nyt fra den analoge virkelighed: Obskuriøst nr. 16 er udkommet! Nr. 16 er et blad på 24 sider i farver, delvis skrevet i hånden, delvis printet tekst som så er klistret ind, samt masser af udklip (originale, fotokopierede). Redaktionelt arbejde ved håndkraft, kun slutfasen - indscanning af siderne og tryk af bladet - i sagens natur digitalt.

Indhold: Fra monopolets dage - Vogt Dem for efterligninger! - Hey hey, My my, Rock'n'roll can never die - De gamle travere - Albumgenerationen - Bixen (efter Bomben) - Når sulten gnaver - Rocket Raccoon og hans rødder - Jeg ser serier - En blodig buket - Western spalten. 

Obskuriøst nr. 16 koster 30 kroner plus forsendelse (27 kroner alm. sneglepost, 54 kroner hurtiglevering).

Plus:
Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 7! To upaginerede S/H sider, håndredigeret i samme stil som selve bladet. Indhold: Nyhedsbrev - Længe leve Legionen.

Plus ekstra tillæg:
Fra redaktørens verden. To upaginerede S/H sider, ligeledes håndredigeret.

torsdag den 2. juni 2016

Klippe/klistre sommer på redaktionen

Med næste nummer af Obskuriøst kaster jeg mig for alvor ud i det alternative: et håndlavet blad, hvor jeg kun benytter computeren til indscanning af de færdige sider. (Desværre vil et analogt tryk ikke kunne lade sig gøre, med mindre der sidder en læser med spritduplikator i kælderen... i så fald, giv lyd.) Konceptet er naturligvis vildt passé, men i disse digitale tider synes jeg, det kunne være sjovt at gå mod strømmen. Jeg har lagt samtlige igangværende bladprojekter på hylden så længe. Sidetallet kommer til at ligge på 16-20 sider, hvis jeg vælger at trykke i farver og måske lidt højere ellers. Det afhænger alt sammen af, hvad jeg kan finde på. Teksterne bliver håndskrevne og illustrationerne udelukkende originalt billedmateriale - så som udklip fra blade og magasiner m.v. Sidst, jeg lavede noget lignende, var vist i folkeskolen. Nu skal der leges.

fredag den 27. maj 2016

Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 6

Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 6, juni 2016
Fire paginerede S/H sider, hæftet. Printet i ca. 20 eksemplarer.
Indhold:  Nyhedsbrev - Morecambe and Wise - Byen - et kedeligt sted

Er på vej til de særlig udvalgte!

tirsdag den 19. april 2016

Som visne blade i vinden

Nogen gange spekulerer jeg på, om Obskuriøst vil blive husket efter min død (hvilket i sagens natur kun kan blive et tankeeksperiment). Eller, for at vinkle spørgsmålet en anelse mindre makabert, om bladet vil blive husket 15-20 år fra nu. Realistisk set har jeg materiale og ideer til at kunne holde den kørende de næste 3-5 år, men på et eller andet tidspunkt stopper det nok, på den ene eller den anden måde. Og hvad sker der så, med eftermælet? Måske findes der ikke nye trykte medier til den tid. Det skulle faktisk ikke undre mig, om vi vil opleve et totalt eller i hver tilfælde meget kraftigt kollaps af bogmarkedet. Folk skal naturligvis stadig have deres trivial-fix; det bliver bare som apps i stedet. Tendensen er klar: bare se bibliotekerne. Bøger fylder og så ser de grimme ud. Der vil stadig være antikvariaterne og de andre brugtforhandlere, i hvert tilfælde så længe, de generationer som blev født før ca. 1995 stadig er i live. Fascinationen af det fysiske objekt og af nostalgien, vores egen personlige, selvoplevede såvel som "tidsånden" osv. Og måske vil der komme en revival, om ikke andet blandt hipstersegmentet, ligesom vinylet i disse år. Men på foreløbig sigt lader det trykte medium til at befinde sig i en tilstand af uundgåelig forfald.

Jeg har siddet på nogle antikvariat websider i dag og checket et par af mine yndlingsforfattere. De er i bogstaveligste forstand kommet i høj kurs. Bevares, alt er steget. Selv de mest mainstream, forudsigelige navne koster en del i anskaffelse brugt. Måske bl.a. fordi forlagene så hurtigt melder udsolgt (om det skyldes flittig lageroprydning eller faktisk salg skal jeg lade usagt) og fordi bibliotekerne renser ud på næsten daglig basis (jeg arbejder p.t. på et bibliotek og nogle af kassationerne virker temmelig bizarre, men sådan er det jo). Og som jeg kommenterede til Thomas Winther, sidst vi sås (til en filmmesse, har glemt datoen), så kan vi desværre ikke blive ved med at finde spændende sager. Det begynder faktisk at knibe gevaldig med at opstøve genrelitteratur fra blot et par årtier siden. Meget vil først komme i omløb igen, når vores generationer er kradset af, forudsat at samlingerne ikke bliver koldt og kynisk drønet ud. Og forudsat, at der til den tid findes et marked for skidtet, jævnfør ovenstående.

Hvad angår små ting og sager som nu f.eks. mit blad, tror jeg bare, de forsvinder. Undtagelserne vil være, når der er en berømthed eller kendis involveret - som vel at mærke forbliver en sådan eller måske bliver genopdaget ad åre. (Her burde jeg have været mere aggressiv i jagten på skribenter. Lidt fik jeg dog med.) Men selv her vil de fleste fans nok gå efter opsamlingerne i stedet. Der vil naturligvis - okay, forhåbentlig, men hvem ved i disse tider, hvor alt sælges eller ødelægges - stadig være Det kongelige bibliotek tilbage. Hvor ingen vil finde på at lede.

Det kunne være sjovt, hvis et gammelt, laset nummer af Obskuriøst engang ud i fremtiden stod i en plovmand eller tusse antikvarisk. Hvilket på den anden side sikkert ville være dagsprisen på en liter mælk. Så... yeah.

tirsdag den 5. april 2016

Obskuriøst nr. 16 (næste blad på vej)


Obskuriøst nr. 16: "Den store firserfinale"

Et komplet, alfabetisk register over det udvalg af film og tv-serier vist på dansk licens-tv 1980-89 som jeg har listet i tidligere numre af bladet (mine såkaldte indeks-artikler).

Plus en ny artikel med ca.140-50 titler ekstra fra samme periode (og modsat tidligere artikler vil hver titel få mere eller mindre fyldig omtalte).

Plus - afhængig af pladsen - en eller flere bonusartikler om andre emner.

Sidetal: p.t. uafklaret, men formodentlig 40 sider.
Forventet udgivelse: ultimo maj 2016.

tirsdag den 15. marts 2016

Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 5 (endelig udgave)

Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 5, forår 2016, endelig udgave
Tolv paginerede S/H sider. Hæftet. Privat trykt i 27 eksemplarer.

Indhold:  Nyhedsbrev - Kissability - En mørk og stormfuld nat... - Firserforglemmelser - Bogen - den gamle skidt

onsdag den 9. marts 2016

Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 5 (anden, udvidede udgave)

Jeg har lagt mig med den influenza, alle går og taler om. Så det bliver tidligst engang i næste uge, at det kraftigt reviderede nyhedsbrev rammer de udvalgtes postkasser. Hold ud. :-)

Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 5, forår 2016, 2. udgave
Tolv paginerede S/H sider (enten enkelte og hæftede eller som opslag, det ligger ikke fast endnu)

Indhold:  
Nyhedsbrev
Kissability
En mørk og stormfuld nat...
Firserforglemmelser
Bogen - den gamle skidt

lørdag den 5. marts 2016

Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 5 (første udgave)

Sendte nogle få eksemplarer af Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 5 af sted i går. Jeg er imidlertid ikke helt tilfreds med teksten som blev skrevet over nogle meget sene nætter og set i bakspejlet nok mangler den sidste afpudsning. Så enten reviderer jeg det fra grunden af eller føjer et par sider til.

Foreløbige detaljer:
Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 5/marts 2016 - fire upaginerede A4 ark, hæftet
Indhold: Nyhedsbrev, Bogen - det gamle skidt

torsdag den 18. februar 2016

Mere om det næste BibObs

Bibliotek Obskuriøst: "Barndommens små oaser" bliver på hele 40 sider. Og kommer til at koste redaktøren ca. det samme at producere som det nye tv, jeg egentlig står og mangler. Men sådan er showbiz.

søndag den 17. januar 2016

Om næste BibObs

Næste nummer af Bibliotek Obskuriøst har fået arbejdstitlen "Barndommens små oaser" (tidligere "Glemmebogen - og andre bøger") og vil se på den fantastiske litteratur herhjemme for børn og unge 1967 til 1984. Jeg regner med at opdele i en kort oversigtsdel efter genrer: Historiske romaner, eventyr (inklusiv fantasy eller proto-fantasy), gys, science fiction, krimi og spænding (inklusiv diverse bogserier), fulgt af et nærmere kig på udvalgte titler og serier. Det er mit håb, at hæftet vil vise, at tidens litteratur for målgruppen var andet end betonrealisme, noget, perioden er blevet berygtet for.