fredag den 22. september 2023

Foto-lyrikbogen Luretid på gaden nu!!

Vi var fire og et halvt år om at komme i mål. Nå ja, de første par år gik vist mest med snak og der var adskillige indlagte pauser. Arbejdstitlen var Lureminer, men så blev Ukraine invaderet og jeg fandt på noget mindre blodigt. Anyway, her er den, bogen!!!

Luretid, en foto-lyrik bog af Henrik Larsen og Ralph Østrup, udgivet efteråret 2023. 60 sider inklusiv omslag. Illustreret med mange farvefotos. Et lille handy og læsevenligt format. 50 eksemplarer, hvoraf jeg disponerer over 20. En håndfuld er dobbeltsigneret på titelbladet; jeg skal nok sørge for at resten også bliver det. Pris i hånden: 100 kr., 150 med Post Nord, inklusiv porto og boblekuvert. 

Foto: Ralph Østrup, af forfatteren på en af sine sjældne københavnervisitter. Det var godt vejr.

tirsdag den 18. juli 2023

Klumpe Dumpes fald (klippe-klistre hæfte)

Mens hele verden holder vejret og venter på, at Luretid skal komme fra trykkeriet (seneste bulletin siger medio august), har jeg puslet med et lille sideprojekt. For knap tre år siden udgav jeg et grafikhæfte, for at vise venner og andre interesserede, hvad jeg gik og lavede. Alle venstresider var blanke. Det var planen at indsætte lyrik, men så løb jeg tør for ideer. Trist nok. Nå, det er jo blevet til noget lyrik siden, bl.a. Hverdagsmaskeret fra 2021 og som sagt Luretid (skrevet i etaper over adskillige år). Og her i sommeren 2023, hvor jeg går rundt og er sygemeldt og generelt kunne have det bedre, men noget skal jeg for helvede bruge hovedet til... jeps... jeg har skrevet ca. 30 nye digte, uden overlap til andre projekter. Titlen på det modificerede hæfte er Klumpe Dumpes fald.

Da jeg ikke har råd til at betale et trykkeri, gravede jeg restoplaget af 2020-grafikhæftet frem, fyrede op under en printer, købte nogle limstifter og gik i gang med at klistre teksterne ind. Det tog længere tid end forventet. 1. oplag blev på 12 nummererede eksemplarer. Efterfølgende lavede jeg tre mere. Altså 15 i det hele. Så løb jeg tør for hæfter. Færdig, slut! NB. Jeg har besluttet, at digtene ikke senere vil indgå andre manuskripter! Klumpe Dumpes fald er dermed en ægte eksklumpsiv sag.

Som det fremgår af billedet her, er teksten ikke altid perfekt placeret på siden, der er skrammer pga. dårlig limning, sammenklistren af sider osv. Jeg måtte også indklæbe teksterne ad flere gange i starten, fordi jeg havde printet et forkert manuskript. Jeg vælger at sige, at det er en del af "pakken".

Interesserede kan bestille og det er udtrykkelig så længe lager haves! Prisen er 50 kroner plus forsendelse.

5. oktober 2023: har 2 eks. på lager.

torsdag den 4. maj 2023

The show must go on

Foto/lyrikbogen Luretid er på vej. Jeg har skrevet de sidste rettelser til manuskriptet og Ralph Østrup (den fuldskæggede herre tv. på fotoet ovenfor) er i færd med at udvælge de sidste fotografier. Forventet udgivelse til juni 2023. Bogen er på 64 sider og 1. oplag 50 eksemplarer.

Mht. fremtidige projekter kredser mine tanker stadig om et nyt nummer af Bibliotek Obskuriøst. Jeg har ganske vist svært ved at komme i gang med at skrive. Nu får vi at se. P.t. pusler jeg - i ledige overskudsstunder - med et nyt lyrikmanuskript. Arbejdstitlen er Skibbrudgade. Selvvalgt deadline er dette efterår, men evt. udgivelse bliver nok først til 2024. Jeg skal bl.a. have fundet en finansiering. Måske vil jeg ligefrem indsende til et forlag (stort forlag? mikroforlag?), så det ligesom er prøvet af. 

Helbred og humør er op og ned. Jeg er kommet på det der vidundermiddel Ozempic mod min diabetes. Der er hårdt ved kroppen, synes jeg. Og der er vist røget nogle nerver her og der. Jeg er blevet lidt mere ufølsom... og betydelig mere tyndhudet. Sådan går det. Humøret, well, jeg flyttede i egen lejlighed denne vinter, efter et mangeårigt bofællesskab. Det tager tid at akklimatisere sig. Jeg har ikke super meget overskud. Faktisk er jeg temmelig skvattet. Sådan er det. Vistnok.

Ud over skriveriet er jeg også begyndt at lave små collager igen. Det var næsten to år siden sidst. Jeg har ikke nogen plan med dem som sådan, andet end, at det er rart at være i gang. Op på hesten og alt det der. Men altså i luntetrav.


fredag den 20. januar 2023

Luretid (stadig på vej)

Bogprojektet Luretid (modelfotos: Ralph Østrup, lyrik: Henrik Larsen) har ligget stille siden oktober 2022, men er nu taget op igen. Jeg fik omsider renskrevet forordet og Ralph udvalgt de sidste fotos. Og ja, jeg er for resten flyttet til Kalundborg. Anyway... bogen udkommer formodentlig til marts 2023.