lørdag den 13. oktober 2012

På eventyr med Paul Murry

Jeg skriver p.t. på en artikel til Obskuriøst om min barndom med Anders And. Min vinkel er så ganske vist anderledes end, hvad man måske kunne forvente. Jeg er nemlig træt af altid at læse om Carl Barks. Jeps, han var fantastisk. Men det er ligesom om alt drejer sig om ham, når talen falder på gamle Anders And blade. Som om, de ikke havde andet at byde på, som om, at resten af indholdet var det rene junk. Denne udbredte konsensus har i mange år også afspejlet sig i album og andre omsamlinger på markedet, iht det hjemlige. Guldbøgerne, Bedste Historier om Anders And osv. Først med Hall of Fame album serien kom der, langt om længe, fokus på andre, interessante Disney bladtegnere og forfattere.

En af disse er Paul Murry (1911-1989). Han er foreløbig repræsenteret i Hall of Fame serien med tre bind, heraf to på dansk. Murry skrev aldrig sine historier selv, men hans stil var så markant, at den var en essentiel komponent i totaloplevelsen. Han er en af de største Fedtmule tegnere, efter Floyd Gottfredson, og specialiserede sig i lange, handlingsfyldte historier. Mange fans mener, at hans output sløjede af hen mod slutningen af 1960erne. Andre er uenige og det parti hører jeg så til. Måske fordi det var de historier, jeg voksede op med i de danske Anders And blade. Måske fordi historierne faktisk er enormt fede! Der er science fiction, film noir, westerns og slet og ret spænding. Mickey Mouse og Fedtmule rejser tilbage i tiden, eller vi får historier om deres (identisk udseende) forfædres bedrifter. Supermule redder verden. Den onde opfinder Øjvind Ørn pønser på at ødelægge den. Og så videre. Fra cirka 1968 til cirka 1974 var Anders And bladet (og Månedshæfterne) proppet med kvalitetshistorier fra Murry. Så tyndede det ud. De lange historier forsvandt og de korte 8 siders historier blev stadig svagere. Stregen var blevet tyk og grov, detaljerne færre og manuskripterne kedelige. 1976 blev det sidste år med nogenlunde hæderlige Paul Murry historier i AA. Han fortsatte med bidrag til et stykke ind i 80erne, men de var i bedste fald blege ekkoer af fordoms storhed.

Ovenfor ses en typisk Murry forside fra perioden (AA 41/1968). Mickey og Fedtmule prøver at redde Minnie fra de grumme vikinger. Der var noget ved Anders And bladet dengang.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar