Jeg samler stadig på film. Mest dvd, selvom der stadig kommer en vhs med posten af og til (ironisk, i betragtning af, at jeg efterhånden har solgt hovedparten af vhs samlingen fra). Fotoet i indlægget er af tre film som jeg har købt fra Blockbusters website og ankom i dag. "Sherlock Holmes and the Leading Lady" er en ret langtrukken og animæisk tv-produktion, men den blev vist på dansk tv i 90erne og indgår i det tv-indeks, jeg p.t. arbejder på til et kommende nummer af Obskuriøst. Jeg bestræber mig, lige som sidste gang, på at få set så mange af de film, jeg lister, som mulig. Hvad man dog ikke gør for sine læsere... De to Bud Spencer film er fra den sløjere ende af On-Airs gigantiske Bud Spencer & Terence Hill dvd udgivelsesserie. Det hedengangne danske selskab udgav 31 (!) titler i serien, nogle af dem rigtig gode, andre... mindre gode. Der var klassikere som "My Name is Nobody" og de to Trinity film, men også sære udeladelser som "Ace High" og "Boot Hill". Anwyay, jeg har over de sidste knap tre år samlet hovedparten af serien og mangler nu kun tre (og den ene af de tre har jeg praktisk talt, det vil sige, det er en svensk dvd, men med samme omslagsmotiv og formodentlig også samme filmprint som den danske).
Jeg havde egentlig tænkt mig at sælge de fleste fra og kun beholde spaghetti westerne titlerne (jeg har en stor samling af spaghetti på dvd), men nu, hvor jeg mangler så få i at have hele dynen, ville det være ærgreligt, hvis jeg solgte dem... og faldt over de titler jeg manglede dagen efter. Eller noget i den stil. Desuden har jeg kun fået set en mindre del af filmene og det bør jeg vel egentlig gøre, også selvom jeg har en mistanke om, at især nogle af Spencers solo-titler vil være hårde at komme igennem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar