onsdag den 5. februar 2014
Man kan samle på alt
Det hænder af og til, at jeg falder over tekniske manualer, salgs-præsentationer, trænings-instruktioner og lignende, når jeg besøger genbrugsbutikker og loppemarkeder. De kan være på kassettebånd, diskette, cd-rom, vhs eller dvd. (Og havde jeg været tidligere ude, ville jeg også kunne finde dem som 8, 16 eller 35 mm film.) Ni ud af ti tilfælde er det for dybt forældede produkter, eller måske endda for ting som slet ikke eksisterer mere. Kuriøse små stykker kulturhistorisk vraggods som ingen har interesse for i dag. Eller hvad? Jeg kan ikke lade være med at tænke, at et eller andet sted må der sidde nogen som samler på den slags. Jeg mener, når folk kan samle på ølkapsler, kuglepenne og tøjbamser, hvorfor så ikke audio-visuelt salgs og teknisk materiale? Anyway... jeg fandt "A video presentation of DENKA LIFT A/S" i en genbrugsbutik i dag, til en femmer. Jeg har ikke en snus forstand på eller interesse for lifte, men jeg kan godt lide det videomslag. Det er meget... stilrent. Jeg havde naturligvis håbet på at finde noget ordentligt i båndreolen... "Rædslernes hotel", "Kannibalmassakren", den slags. Men når der nu ikke var andet... yeah. Altid rart at komme hjem med noget.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar