lørdag den 1. juni 2013

Flere minder fra Roskilde Musikbibliotek

[Dette er en opdateret udgave af et indlæg fra min sørgeligt nedsmeltede samlersind blog.]

Fra 1988 til 1991 boede jeg på Roskildefondens Kollegium. Jeg har altid været noget af en enspænder og når jeg ikke sad og kukkelurede på mit 10m2 kollegieværelse tilbragte jeg en del fritid på det lokale bibliotek. Efter fire år med heavyrock befandt jeg mig i et musikalsk opbrud og var ivrig efter nye impulser. Roskilde Bibliotek havde en stor og varieret musiksamling. Det var dengang, man, mod behørig fremvisning af sin pickup, kunne udlåne LPer. Man  kunne låne kassettebånd og man kunne låne det der smarte nye medie, cd’en. Min pladespiller var noget værre skrammel, så jeg nøjedes med bånd og cd’er. De fleste brede, popuiære titler var konstant i udlån. Det var på en måde godt, for det tvang mig til at udforske de mere specielle, “smalle” kunstnere i kasserne. Biblioteket havde for eksempel en underlig brokkasse-kategori, de kaldte “avantgarde”. Den indeholdt sådan noget som Philip Glass og Brian Eno. En eller anden bibliotekar må have været vild med Eno, for han var rigt repræsenteret, også i rockafdelingen.

Nu, hvor jeg har kastet mig over at samle musik igen - big time - kaster jeg ofte et kærligt blik tilbage på udlånene fra dengang. Hukommelsen er ikke hvad den har været, men så er det jo sundt med lidt mental gymnastik. Der udkom mange spændende ting de år.

Nedenfor har jeg forsøgt at rekonstruere mine udlån, med forbehold for forglemmelser. Listen afspejler ikke helt, hvad jeg lyttede til i de år, for ved siden af udlånene købte jeg løs i de københavnske pladebutikker, lige fra HMV til Sexbeat Records, lånte plader og fik overspillet bånd af kammerater og lyttede til radio.

John Cale: Honi Soit (kassettebånd)
John Cale: Music for a New Society (kassettebånd)
Nick Cave: Tender Prey (cd)
Elvis Costello: King of America (cd)
Elvis Costello: Spike (kassettebånd)
The Cure: Faith (kassettebånd med “Carnage Visors” som b-side bonus)
The Cure: Staring at the Sea (cd, version af opsamlingen Standing on a Beach
Echo & The Bunnymen: Porcupine (cd)
Echo & The Bunnymen: Ocean Rain (cd)
Echo & The Bunnymen: Songs to Learn and Sing (cd)
Echo & The Bunnymen: Echo & The Bunnymen (cd, "det grå album")
Philip Glass: Glassworks (cd)
Philip Glass: The Photographer (cd)
Brian Eno: Ambient 4: On Land (kassettebånd)
Brian Eno: Thursday Afternoon (cd)
Brian Eno & David Burne: My Life in the Bush of Ghosts (cd)
Larkin: To The Essence of a Candle (kassettebånd, aldrig udsendt på cd)
Larkin: O’cean (cd)
Nico: Do or Die (kassettebånd, semi-bootleg)
The Poets: Four Days in Florence (cd)
R.E.M.: Green (cd)
The Smiths: Strangeways Here We Come (kassettebånd) 
Talking Heads: More Songs About Buildings And Food (cd)
Talking Heads: Fear of Music (cd)
Talking Heads: Remain in Light (cd)
10.000 Maniacs: In My Tribe (cd, m/ “Peace Train” som blev udladt af senere genudgivelser)
The Triffids: Calenture (cd)
Voivod: Nothingface (cd)
V/A: Life in the European Theatre (kassettebånd, aldrig udsendt på cd!)
V/A: Live for Ireland (cd)
XTC: Skylarking (cd, europæisk udgave m/ “Mermaid Smiled” i stedet for “Dear God”)
Neil Young: Freedom (kassettebånd)

Jeg tror nok, at der var et par titler mere jeg udlånte, med The Cure, Echo & The Bunnymen, Eno og Talking Heads, men ovenstående er altså, hvad jeg husker. Eno kassettebåndet "On Land" var enormt slidt, med tonsvis af sus, hvilket dog kun bidrog til den fortættede stemning.

Her i 2013 har jeg næsten generhvervet hele baduljen. Generhvervet er måske ikke det rigtige udtryk at bruge, det originale var jo bibliotekets, ikke mit eget. Men nogle af titlerne må jeg have lånt 5-6 gange, så de føltes som mine. Anyway, det er ikke titler, jeg har.... anskaffet... systematisk, efter en tidsplan, men løst gennem det sidste årti. Jeg er ikke så puristisk, at jeg forsøgte at skaffe titlerne i det originale udlånsformat, det hele er på cd, selvom der ikke er nogen vej udenom, hvis jeg nogensinde vil have fingre i "Life in the European Theatre". Den står dog langt ned på listen. "O'cean" og "To The Essence of a Candle" er meditationsmusik for fløjte, af en herre ved navn Larkin Stentz. "O'cean" var svær at skaffe på cd, men det lykkes. Her er fløjtespillet tilsat hvalsang og bølgeskvulp, og albummet er en ganske behagelig oplevelse. "To The Essence of a Candle" som er rent fløjtespil findes kun på LP/kassettebånd. Sidstnævnte er ikke til at opdrive... men jeg var heldig:. Kunstneren har lagt mp3 downloads af sine tidlige værker ud på hjemmesiden Green Angel Gardens. Må indrømme, at "Candle" ikke just fængede ved genhøret. Sådan kan det jo gå.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar