Jeg skal flytte. Der er knap en måned til at flyttekasserne skal sendes afsted. Stadig tid til gøre byrden mindre. Jeg sorterer bunker af personlige papirer. Officielle breve, udklip og alskens små lapper og udskrifter, hvis kontekst jeg ikke længere husker eller kan rekonstruere. En del bærer præg af at være overlevende veteraner fra tidligere prikkerunder. De lå vist engang i mapper, men dem har jeg sparet væk.
Der er et ansættelsesbrev fra et puljejob i Albertslund Kommune, i midt 90'erne. Der er noter fra RUC og Krak. Der er lægehenvisninger, timesedler, postkvitteringer, gulnede avisudklip om film, afslag på artikler og manuskripter.
Der er mine forsøg på at skrive fantasy, udkast som blev stadig mere sorte og depressive, i takt med at min angstsygdom tog til. Det er ikke litteratur, det er terapi og jeg smider det ud.
Det hårdeste at sortere er klart minderne om venner og bekendte, jeg ikke længere er i kontakt med. Min gode ven Jørgen Hede som døde dette efterår spøger, både direkte og gennem emner, vi snakkede om dengang - som f.eks. min bog om storbedrageren Alberti.
Der er ting fra Herning Højskole som jeg ikke rigtig ved, hvad jeg skal stille op med. "De autoriserede". Ja, jo. Der er - alt for få - ting fra Kalundborg Gymnasium og Roskildefondens Kollegium. Her må jeg nøjes med minderne. Der er - ligeledes få og ofte ret tilfældigt bevarede - ting fra barndomshjemmet. Her har jeg heldigvis mine søskende at konsultere, hvis det kniber med selv at huske.
Nu smider jeg ud, for det er nødvendig. Men der skal nok blive tilstrækkelig til overs til at fylde en lille papkasse. Og om fem-ti år er jeg der igen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar