Problemet med uberfans

Der findes indenfor ethvert samler/kult emne fans som udmærker sig ved at have (formel eller uformel) indflydelse hos producenterne af emnet. Dette kan være en god ting, men det kan også være en skidt ting, hvis bemeldte "überfans" samtidig er nævenyttige på andre fans vegne. Et eksempel kunne være Doctor Who, hvor fanscenen er blevet så forpestet af nogle få fantatikere og deres rygklappere, at jeg i dag næsten ikke orker at besøge diskussionsgrupper om serien længere. Jeg oplever det også indenfor musik. Billedet ovenfor viser kassettebåndudgaven af Deep Purple opsamlingsalbummet "The Anthology" (hhv. 2 LPer, 2 kassettebånd) som oprindelig udkom i 1985. Bandets uventede genforening året før gav pladeselskaberne et glimrende påskud for at smide noget Deep Purple ud på markedet igen, såvel genoptryk af gamle værker som opsamlinger og "nye" arkivalske indspilninger. Generelt må jeg sige, at de mest interessante ting allerede VAR udgivet, nemlig mellem bandets opløsning i 1976 og genforeningsåret 1984. Men at der udkom noget var selvfølgelig fedt, både for eksisterende fans og for nye, som jeg selv var dengang. (Jeg kom ind på bandet via et dets "afkom", Rainbow.) Den første nye titel hed "The Anthology" og var et dobbeltalbum med i alt 22 numre, i en blanding af klassikere, halvobskure b-sidenumre og arkivalsk materiale som her så dagens lys for første gang. Jeg ejede ikke albummet selv, men det gjorde en kammerat og jeg var temmelig misundelig.

Zap til nogen og tyve år senere, hvor jeg efter en lang pause fra den hårde rock begyndte at samle den i stor stil, på cd. Deep Purple havde været en af de store musikalske oplevelser for mig og naturligvis skulle jeg have det hele, især de titler som jeg eller mine kammerater ejede dengang. Stykke for stykke arbejdede jeg mig ud af diskografiens mere dunkle afkroge. Jeg fik fat i japanske cd udgivelser af titler som "Powerhouse" og "Last Concert in Japan", der til dato ikke er udgivet i resten af verden på dette medie. Og meget mere. Men da jeg ville købe "The Anthology" mødte der mig en skuffelse: cd udgaven var slet ikke som jeg huskede albummet; der var lagt til og trukket fra i den grad. Også omslagsmotivet var anderledes. Hvad var der sket? Jo, en fyr ved navn Simon Robinson, formand for nogle som kaldte sig Deep Purple Appreciation Society, var blevet sur over at albummet indeholdt rariteter som "tvang" ham og andre stakkels samlere til at gå ud og købe det, selvom de havde hovedparten af numrene i forvejen. Dette er jo sådan set standard procedure for pladeselskaberne (og nogle gange kunstnere som vil ud af en kontrakt og lige mangler at aflevere et album), men Simon Robinson må have haft stor indflydelse, for han fik vredet armen om på udgiveren, EMI, og tvunget dem til ikke at udgive albummet i dets oprindelige form på cd. Den dobbelt-cd som faktisk udkom i 1991 var kemisk renset for sjældenheder. Det var reelt slet ikke det samme album. Og dermed totalt uinteressant for mig.

Suk. Jeg kan godt følge Simon Robinson, til en vis grad. Opsamlinger med minimalt nyt materiale er irriterende. Men nu var "The Anthology" jo rent faktisk udgivet. På vinyl og kassettebånd. Det eksisterede. Det var endnu en titel i Deep Purples lange, brogede diskografi. Og at afskære andre samlere fra at anskaffe sig "The Anthology", bare fordi mandens følelser var sårede... sådan noget irriterer MIG.

Nu har jeg så, efter lang tids søgen, fået fat i kassetteudgaven. Og håber på, at båndene ikke er for slidte, og at min aldrende kassettebåndoptager ikke spiser dem, mens jeg forsøger at overføre dem til digitalt format. Intet forsvinder helt, så længe, der er nogen, som er stædige nok til at forhindre det.