tirsdag den 27. november 2012

Gåden om Gyser-timen

Jeg elsker at stille mig selv gåder om film og serier, jeg har set for mange år siden. Hvad hed den? Hvornår var det? Hvordan får jeg fat i den igen? I går lykkedes det mig at knække en af de hårde. En gåde, som har plaget mig længe. Rigtig længe. En gyserhistorie, jeg så tilbage i 70erne, om filmmonstre som forsøger at besætte et ufødt barn. "Graveyard Shift" hed den og det var en episode i serien GHOST STORY/CIRCLE OF FEAR (1972-73). Du kan læse mere om episoden her. Hele serien udkom på et 6-disc dvd sæt tidligere i år. Jeg har netop bestilt det. Her er en anmeldelse af sættet.

Men nye spørgsmål rejser sig. Hvornår så jeg tv-episoden? I følge "Tv i 70'erne", et opslagsværk fra Politikens forlag i to bind, som er uundværligt i den slags sager, viste DR ganske rigtig udvalgte episoder fra GHOST STORY. Det skete under den danske fællestitel GYSER-TIMEN, mellem 10.november 1973 og 5.januar 1974. Problemet er bare, at "Graveyard Shift" ikke befinder sig mellem de viste seks episoder som var "Bad Connection", "The Summer House", "Time of Terror", "Touch of Madness", "Alter-Ego" og "Pilot" (??). Jeg er også skeptisk overfor transmissions-tidspunktet. Jeg har i givet fald været seks-syv år. Ikke umuligt at jeg husker så mange detaljer, men tvivlsomt. Min mavefornemmelse siger, at jeg snarere har været 13-14 år. Blev serien måske genudsendt i starten af firserne, eventuelt med flere episoder? Her giver opslagsværket desværre ingen hjælp, da det kun går til 1979. Sverige 1 eller 2 er en mulighed, selvom jeg nu er ret sikker på, at underteksterne var på dansk. Men hvor slår jeg op, hvad der gik på svensk tv dengang?

"Graveyard Shift" er den eneste episode, jeg husker, hvornår jeg så end har set den. Det er sandsynligt, at jeg har set nogle af de øvrige transmitterede. Ja,det må jeg for pokker have gjort! Så jeg glæder mig vildt til at modtage dvd sættet.

GYSER-TIMEN har i øvrigt intet at gøre med GYSERTIMEN (original titel: THRILLER), en anden gysertv-serie som DR sendte mellem 30.december 1975 og 22.februar 1979.

5 kommentarer:

  1. Datoerne på de første udsendelser af GHOST STORY (eller GYSERTIMEN) er i hvert fald rigtige nok:
    10. november 1973 kl. 22.05: En dårlig forbindelse.
    17. november 1973 kl. 22.05: Sommerhuset.
    24. november 1873 kl. 22.15: Skrækkens tid.
    8. december 1973 kl. 22.00: En anelse galskab.
    15. december 1973 kl. 22.15: Alter-Ego.
    5. januar 1974 kl. 22.05: Giv mig mit barn.
    (Jeg har kigget i nogle gamle aviser på nettet, der ikke er søgbare, men man kan klikke ind på de enkelte datoer).

    SvarSlet
  2. Tak. Ja, det er jo nogle år siden. Bliver stadig mere overbevist om, at den episode jeg så, må være fra en senere udsendelsesrække. (Ok, det vigtigste for mig var naturligvis at opklare hvad jeg så. Hvornår... er ren bonus.)

    SvarSlet
  3. er der nogen der ved, hvor man kan finde de udsendelser?

    SvarSlet
  4. Serien kan købes fra amazon.com som dvd-on-demand. Ikke helt billig, desværre.

    SvarSlet
  5. Jeg husker endnu jeg dengang så afsnittet The New House, sammen med min mor i sofaen, men synes det blev så uhyggeligt at jeg på et tidspunkt flygtede ind i seng. Så jeg fik dengang aldrig set slutningen, scenen hvor manden går ud af soveværelset for at undersøge en lyd og ikke vender tilbage til konen i sengen, men noget andet eller nogen nærmer sig døren... -Der smuttede jeg og så først afsnittet færdigt, mange år senere da disse udkom på R1 DVD. Husker også det forvirrede mig en del, at DR senere viste Thriller under samme titel og den serie blev jeg endnu mere vild med. Der har været noget forvirring omkring, hvor meget viste DR af serien, udvalgte afsnit som tysk TV gjorde eller alle, jeg er overbevist om de viste alle for da jeg senere genså den (på VHS) genkendte jeg alle 43 historier så de må have været vist dengang.

    SvarSlet