Det hermetiske Garageland

Jeg var egentlig holdt op med at samle musikblade. For år tilbage solgte jeg hele samlingen af Metal Hammer. Jeg er totalt brændt ud mht heavy. Hvad resten angår, har jeg været tilfreds med, hvad jeg nu engang lå inde med. En ret fragmentarisk samling, men bedre end ingenting, ikke sandt? Yeah, right. I januar købte jeg en stak MM, vi havde modtaget i Kalundborg Bogbyer (genbrugsbutik for bøger). Og i dag modtog jeg alle tre numre, der udkom af Garageland, købt i DBA. Sidstnævnte mangler de sikkert kodylt fede indlagte singler, men hvad, jeg kan alligevel ikke afspille vinyl. Det er stadig en sejr. Ok, så nr. 3 har mærker efter en støvlefod på bagsiden, men mit gamle eksemplar har rester af stearin på samme. Lad os kalde det patina.

 Jeg sad og læste MM på biblioteket i min ungdom, så det er god nostalgi. Ikke at MM var noget særlig godt blad. Jeg generaliserer en smule, men MM bestod altså mest af mainstreambetagelse og mikrofonholderi... plus en hulens masse annoncer for grej. Alternativ rock fik drypvis omtale og heavy rock endnu mindre og for heavyens vedkommende vist endda nærmest under indre protest. (Det var svært for redaktionen at ignorere Danmarks aktie i Metallica, ligesom store hjemlige navne med fans i udlandet, som Pretty Maids og King Diamond. Selvom de nok gerne ville.) Der er bestemt en vis underholdningsværdi i at opleve anmeldere vride armen om på dem selv for at give gamle koryfæer på røven positiv omtale... som Bob Dylan og Neil Young (der heldigvis genfandt formen senere). Og der er lyspunkter som, når Peder Bundgaard pludselig kommer forbi med en stak Hüsker Dü albums i favnen. Det varmer. Men ellers... tja.

Garageland var et semi-overgrunds (?) magasin for fans af new wave og alternativ rock, der udkom 1989-90 og kunne købes i københavnske specialbutikker som Snog Rock og Sex Beat. Jeg er ikke sikker på, at jeg faktisk ejede nr. 1 dengang, men jeg købte både nr. 2 og 3, hvoraf nr. 2 gik tabt for mere end tredive år siden. Garageland er mega obskurt i dag og jeg havde totalt opgivet nogensinde at lukke den række. Men fandeme om ikke der var jackpot her forleden. Hurra for internettet, trods alt. 

Garageland fortsatte i øvrigt som Adventure. En noget mere prof redigeret arvtager. Det nåede der at udkomme tolv numre af, hvoraf jeg p.t. mangler nr. 5 og 8 (og alt tilhørende vinyl, men igen, er ligeglad). Min entusiasme for dette magasin var mindre end for Garageland, fordi jeg havde svært ved at følge med i at anskaffe den omtalte musik. Ingen penge og færre venner med musiksamlinger, jeg kunne nasse på. Sådan går det.

At sidde i dag og genlæse Garageland er som at møde sin musiksamling fra dengang. Som jeg, stort set, også har gensamlet, men det er en anden historie.