Et (slags) nyt/sidste OBS

Jeg er blevet opfordret til at udfærdige en trykt samlet bibliografi over mine blade, pamfletter og printede lister gennem årene. Og det vil jeg gøre. Den vil inkludere alt, inklusiv digtsamlinger og bidrag til andres blade. Jeg ved godt, at digtsamlinger ligger udenfor egentlig fanzinevirksomhed, men det begynder at knibe med at overskue tingene, så det er måske i virkeligheden mest for min egens skyld. Og hvorfor ikke.

Samtidig lukker jeg Obskuriøst, endeligt og definitivt. 

Næste udgivelse fra min hånd, efter digtsamlingen "Skibbrudgade" (forventes på gaden til april), bliver således et kombineret OBS-farvel og bibliografi. Jeg har adskillige (meget) løse skitser om film og musik i den virtuelle skrivebordsskuffe og vil se, hvad der kan børstes af for støv og strammes op som bonus indhold.

Med hensyn til fremtidige fanzine-udgivelser efter dette, håber jeg stadig en dag at udgive et blad om litteratur a la Bibliotek Obskuriøst. Jeg vil dog kalde det noget andet.  

Jeg har tidligere haft for uvane at annoncere for udgivelser som så alligevel ikke blev til noget. Så dette skal tages med et par skefulde salt. Men jeg håber en udgivelse af bibliografien ca. vinteren 2025/26.

Vi får som sædvanlig at se.

Det hermetiske Garageland

Jeg var egentlig holdt op med at samle musikblade. For år tilbage solgte jeg hele samlingen af Metal Hammer. Jeg er totalt brændt ud mht heavy. Hvad resten angår, har jeg været tilfreds med, hvad jeg nu engang lå inde med. En ret fragmentarisk samling, men bedre end ingenting, ikke sandt? Yeah, right. I januar købte jeg en stak MM, vi havde modtaget i Kalundborg Bogbyer (genbrugsbutik for bøger). Og i dag modtog jeg alle tre numre, der udkom af Garageland, købt i DBA. Sidstnævnte mangler de sikkert kodylt fede indlagte singler, men hvad, jeg kan alligevel ikke afspille vinyl. Det er stadig en sejr. Ok, så nr. 3 har mærker efter en støvlefod på bagsiden, men mit gamle eksemplar har rester af stearin på samme. Lad os kalde det patina.

 Jeg sad og læste MM på biblioteket i min ungdom, så det er god nostalgi. Ikke at MM var noget særlig godt blad. Jeg generaliserer en smule, men MM bestod altså mest af mainstreambetagelse og mikrofonholderi... plus en hulens masse annoncer for grej. Alternativ rock fik drypvis omtale og heavy rock endnu mindre og for heavyens vedkommende vist endda nærmest under indre protest. (Det var svært for redaktionen at ignorere Danmarks aktie i Metallica, ligesom store hjemlige navne med fans i udlandet, som Pretty Maids og King Diamond. Selvom de nok gerne ville.) Der er bestemt en vis underholdningsværdi i at opleve anmeldere vride armen om på dem selv for at give gamle koryfæer på røven positiv omtale... som Bob Dylan og Neil Young (der heldigvis genfandt formen senere). Og der er lyspunkter som, når Peder Bundgaard pludselig kommer forbi med en stak Hüsker Dü albums i favnen. Det varmer. Men ellers... tja.

Garageland var et semi-overgrunds (?) magasin for fans af new wave og alternativ rock, der udkom 1989-90 og kunne købes i københavnske specialbutikker som Snog Rock og Sex Beat. Jeg er ikke sikker på, at jeg faktisk ejede nr. 1 dengang, men jeg købte både nr. 2 og 3, hvoraf nr. 2 gik tabt for mere end tredive år siden. Garageland er mega obskurt i dag og jeg havde totalt opgivet nogensinde at lukke den række. Men fandeme om ikke der var jackpot her forleden. Hurra for internettet, trods alt. 

Garageland fortsatte i øvrigt som Adventure. En noget mere prof redigeret arvtager. Det nåede der at udkomme tolv numre af, hvoraf jeg p.t. mangler nr. 5 og 8 (og alt tilhørende vinyl, men igen, er ligeglad). Min entusiasme for dette magasin var mindre end for Garageland, fordi jeg havde svært ved at følge med i at anskaffe den omtalte musik. Ingen penge og færre venner med musiksamlinger, jeg kunne nasse på. Sådan går det.

At sidde i dag og genlæse Garageland er som at møde sin musiksamling fra dengang. Som jeg, stort set, også har gensamlet, men det er en anden historie.

Skibbrudgade, projekt

Efter at ladet det hvile nogle måneder, genoptog jeg i januar 2025 redigeringen af manuskriptet Skibbrudgade. Dette arbejde er nu færdigt, bortset fra lidt nusseri med detaljer som linjeknæk o.l. (4. februar 2025)

Skibbrudgade er en digtsamling i tre dele. Den indeholder samlet 101 digte som varierer i længde fra få linjer til sidelange montager. Tæller man de enkelte stykker i montagerne med, bliver det reelle antal tekster ca. 150.

Bogen kunne snildt have været endnu større. På sit mest oppustede og uhåndterlige "højdepunkt", bestod arbejdsmanuskriptet af ca. 225 digte. Ud over generel renskrivning har det største arbejde bestået i at koge ind til essensen. Og det mener jeg er lykkes, sådan da. Enkelte tekster kan stadig virke løse i kødet, fordi jeg eksperimenterede og vovede mig ud i let rablende, vrøvlende historier. 

Det er i orden. Der skal være plads til at digteren kan falde på røven, engang i mellem.

Jeg har besluttet mig for en selvudgivelse.

Det har været noget af en rejse. Jeg påbegyndte det, der blev manuskriptet i sin nuværende form, way back i juni 2022. (På et tidspunkt havde det arbejdstitlen Mens vi venter på kongen.) Som det ser ud nu, forventer jeg en udgivelse til februar eller marts.

Bogen bliver på 155 sider.

NB. Da Skibbrudgade har været så længe undervejs, er en håndfuld af digtene nået at blive trykt andetsteds.

Luretid, en fortsat serie

 

Ralph Østrup og jeg har begået en ny postkortserie, denne gang på hele fem kort. Hvert kort i "Luretid, en fortsat serie" har et unikt foto på den ene side og et hidtil utrykt digt på den anden. Oplaget er 50 eksemplarer totalt, hvor vi hver især fik halvdelen i hænde.

2024 har været et godt år for mig, kreativt. Meget af produktionen handlede om at brænde nervøs energi af, mens jeg balancerede på en knivsæg (sådan føltes det, selvom jeg blev behandlet upåklageligt og sagen var lige efter bogen), hen mod førtidspensionen. To postkortserier med Ralph. To print-on-demand bøger med Bo Gorzelak Pedersen. At jeg nærmest af vanvare også blev officielt publiceret, med digte i magasinet uDkAnt, var ren bonus.

Flere af mine venner har spurgt, hvad der skal ske i 2025. Enkelte har udtrykt bekymring for, om jeg stadig er up to it, efter at min sociale situation blev stabiliseret. Og jeg kan kun svare, bare rolig. Der skal nok komme mere. Bl.a. har jeg i mere end to år bokset med et større lyrikmanuskript, jeg stadig mangler dels at færdiggøre, dels at finde et forlag til. Selvom det sikkert ender med en selvudgivelse, som sædvanlig. Men vi får at se. Det er også sandsynligt, at der kommer en postkortserie nr. 3. Og... andre ting. Måske. Keep watching the skies.

Henrik Larsen, uDkAntsfænomen

 

Jeg fik optaget syv digte i kulturtidsskriftet uDkAnt nr. 29 som udkom denne måned. Det er min skønlitterære overgrundsdebut og jeg er både kisteglad og en smule benovet. uDkAnt nr. 29 koster 150 kr. inklusiv forsendelse og kan bestilles via deres hjemmeside. https://udkant.nu/

Oplaget er på 170 eksemplarer og det er jo ikke enormt, men det er heller ikke ingenting. Jeg går ud fra, at tidsskriftet kan lånes på biblioteket.

Gammelby Station, på gaden nu!

 

Gammelby Station er landet!

I bogen, der er på 110 sider, evaluerer Bo Gorzelak Pedersen og jeg vores respektive lyrikproduktion gennem årene. Vi har også skrevet et nyt digt hver. Det er smalt og det er nørdet. Og måske fjollet at samle op på hæfter som næsten ingen har læst eller kommer til at læse. Men hvad. Man har kun det sjov, man selv laver. Jeg hyggede mig gevaldigt med min andel af bogen. Og så det rent praktiske: Pris inklusiv forsendelse og boblekuvert er 140 kr. Send mig en mail på obscurious@gmail.com, hvis det har interesse. Jeg har ikke mobile pay, men vi kan klare det vha paypal eller bankoverførelse.

Pension - og hvad så?

2024 bød på et par personlige omvæltninger. I sommers blev jeg diagnosticeret med autisme spektrum lidelse, noget, jeg tilsyneladende har gået med hele livet. På en måde ændrer det intet. Jeg er den, jeg er, af personlighed, af måde at leve på, at interagere med min omverden osv. På den anden side ændrer det alt. Alle de dumheder, jeg har begået, som barn og voksen; hvor meget af det var autismen og hvor meget af det var "mig"? Og kan man overhovedet adskille de to?

Afgjort en gamechanger. At jeg her i november måned er blevet tilkendt førtidspension, efter halvandet års sagsbehandling, hvor jeg i den tid var fritaget fra aktivering og jobsøgning er selvfølgelig også stort... men lige nu føles det mere som en naturlig (og lykkelig) afslutning på et opslidende forløb, snarere end noget jordrystende. Måske fordi jeg i mange år kun har haft et relativ løst forhold til arbejdsmarkedet. Og måske kommer der en forsinket reaktion.Det gør der nok.

Jeg er den samme som jeg hele tiden har været. Jeg er det "bare" kortere tid ad gangen. Jeg bliver hurtig meget træt. Jeg har koncentrationsproblemer. F.eks. kæmper jeg for at kunne sidde en hel spillefilm igennem uden pauser. Nogle dage kan jeg intet som helst. Og jeg bruger en masse tid på at hvile. Sove.

Men jeg samler stadig bøger og arbejder som frivillig i en genbrugsbutik for samme. Jeg skriver stadig digte. Jeg prøver i det hele taget at bruge mit (i al ubeskedenhed) gode hoved til noget fornuftigt. Og nu har jeg kommunen og dermed i princippet samfundets velsignelse til at få det bedst mulige ud af situationen. Det handler om livskvalitet. Om værdighed.

Jeg har planer. Og ja, nogle af dem sikkert bare for at kunne sige til mig selv, at der sker noget. Men det er bedre end ikke at have nogle. Jeg overvejer endda at producere et nyt, allersidste nummer af Obskuriøst, i 2025 eller hvis det kniber, i 2026. For at runde ordentligt af.

Vi får som sædvanlig at se.