Jeg er blevet opfordret til at udfærdige en trykt samlet bibliografi over mine blade, pamfletter og printede lister gennem årene. Og det vil jeg gøre. Den vil inkludere alt, inklusiv digtsamlinger og bidrag til andres blade. Jeg ved godt, at digtsamlinger ligger udenfor egentlig fanzinevirksomhed, men det begynder at knibe med at overskue tingene, så det er måske i virkeligheden mest for min egens skyld. Og hvorfor ikke.
Samtidig lukker jeg Obskuriøst, endeligt og definitivt.
Næste udgivelse fra min hånd, efter digtsamlingen "Skibbrudgade" (forventes på gaden til april), bliver således et kombineret OBS-farvel og bibliografi. Jeg har adskillige (meget) løse skitser om film og musik i den virtuelle skrivebordsskuffe og vil se, hvad der kan børstes af for støv og strammes op som bonus indhold.
Med hensyn til fremtidige fanzine-udgivelser efter dette, håber jeg stadig en dag at udgive et blad om litteratur a la Bibliotek Obskuriøst. Jeg vil dog kalde det noget andet.
Jeg har tidligere haft for uvane at annoncere for udgivelser som så alligevel ikke blev til noget. Så dette skal tages med et par skefulde salt. Men jeg håber en udgivelse af bibliografien ca. vinteren 2025/26.
Vi får som sædvanlig at se.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar