tirsdag den 19. oktober 2021

Næste projekt? Schhyyyy, det er en hemmelighed.

Jeg medvirker i et hemmeligt projekt. Projektet vil formodentlig resultere i en fysisk udgivelse vinteren 2021/22, men det hele er meget hemmeligt, så jeg kan ikke fortælle noget om det. Hemmeligt!

fredag den 8. oktober 2021

Nyt projekt (2022)

Planlagt trykt projekt til 2022: 

Bibliotek Obskuriøst - Anmeldt i Aktuelt, Botaniseringer 1969-74 (arbejdstitel)

Kilde: Mine downloads fra tidligere på året af dagbladet Aktuelt fra Mediestream (i den periode under corona, hvor der var fri fjernadgang til de ejerløse aviser). Projekt: Botaniseringer i avisens kulturstof. Jeg opgav at anvende Land og Folk fra samme periode, da kulturstoffet der var komplet ensidigt vinklet mod kommunistiske synspunkter. Pudsigt nok...

Eksempler på udpluk: obskure lyrikudgivelser, glemte børnebøger og smalle fagbøger. Mainstream bestsellere, gennembrud og deslige er nedprioriteret. Ditto halvfjerdsernes politiske slagmark. Dog har jeg mine kæpheste såsom Dan Turèll, Per Kirkeby og J.R.R. Tolkien. (Ok, Per Kirkeby er måske ikke rigtig mainstream, men han er kendt.) Og jeg bliver nødt til at skrive et eller andet om Kammerat Jesus.

Jeg forestiller mig et hæfte på ca. halvtreds sider. Jeg er i den bekvemme situation, at ligge inde med alt råmaterialet - og har allerede foretaget en første, meget forsøgsvis udvælgelse og grovsortering af samme. Det bliver ikke en scrapbog eller artikelsamling; jeg agter at skrive klummer til hver titel, selvom jeg da vil inddrage citater. Klummerne bringes i kronologisk fremadskridende rækkefølge efter omtale i aviserne. Ikke alfabetisk, da det ikke er en egentlig håndbog, jeg går efter.

Hvad illustrationsmateriale og læseeksemplarer er jeg nogenlunde dækket ind. Og vil i øvrigt forsøge at indsame mere. Tidshorisont.... tja. Men udgivelse engang i 2022. Så har jeg vist ikke lovet for meget.

P.S. Dette annullerer alle tidligere planer for et Bibliotek Obskuriøst nr. 2.

mandag den 4. oktober 2021

Hverdagsmaskeret leveret


 Så ankom oplaget af Hverdagsmaskeret fra trykkeriet og det ser pænt ud.