lørdag den 17. oktober 2020

Henrik Larsen: Værker (præsentationshæfte)

 

Henrik Larsen: "Værker"

B5 hæfte, 44 sider, 135g genbrug, farver

Indhold: Scan af 22 originale værker (collager m.v.) 

Eneste tekst en kort introduktion

 

Pris kr. 100,- plus forsendelse

Udkom 21. oktober 2020


søndag den 6. september 2020

Henrik Larsens collager (work in progress)


 
Igangværende projekt: Hæfte med scans af collager, lavet eller færdiggjort dette kalenderår. Jeg regner med at trykke et farvehæfte i B5 format, på 44 sider (heraf 20 værker plus omslag). Forventet udgivelse: november 2020.

NB. Billedet ovenfor er et eksempel på den stil, jeg arbejder i, ikke nødvendigvis noget, der kommer med i hæftet.

torsdag den 16. april 2020

Obskuriøst nr. 22

OBSKURIØST nr. 22

Second hand singler, 2. del
44 A5 sider  Farvetryk  Pris: kr. 50 plus porto

Indhold: 

Second hand singler, 2. del
Ny gennemgang af lasede og skrammede syvtommer-singler, fisket op fra genbrugs rodekasser. (1. del blev bragt i Obskuriøst nr. 19, december 2017.)
Min mainstream-påske
Korte noter om mainstream film set på tv i påsken, hvor min udbyder YouSee midlertidig åbnede for alle herlighederne. 
Avisnostalgi
En lille udklipsbuket fra de midlertidig åbne digitale avisarkiver.

Udkommet primo maj 2020!

tirsdag den 31. marts 2020

Hverdagens bænke (digital udgivelse)

HVERDAGENS BÆNKE

En undtagelsesvis digital udgivelse, men vi lever jo i usædvanlige tider.

Bogen Hverdagens bænke udkom 31. marts 2020. Den består af digte om oplevelser og observationer fra Holbæk/Kalundborg-egnen, fotos fra samme og noter om lokaltopografi.

Ca. 2/3 af digtene har været udgivet i trykte hæfter, men er til lejligheden bearbejdet, i større eller mindre grad. Resten af digtene har ikke hidtil været publiceret.

Hverdagens bænke er på 79 A4-sider og knap 17 MB i størrelse (for så vidt noget digitalt kan siges at have størrelse).



Den kan downloades her.

lørdag den 14. marts 2020

Ændrede planer for opsamling

Imens zombie-apokalypsen raser udenfor, sidder jeg hjemme og roder med tekster. Noget skal man jo tage sig til.

Jeg har besluttet at skrinlægge en planlagt lyrikopsamling, der ville spænde over hele produktionen 2017-19. I stedet vil jeg, hen ad vejen, udgive nogle tematiske opsamlinger. (Jeg har også et manuskript af helt nye digte på hylden (arbejdstitel Den forfaldne tid). Dette er imidlertid, af forskellige årsager, udskudt, det næste halve til hele års tid.)

Første temahæfte bærer den foreløbige titel "Hverdagens bænke - udendørs digte og fotografier 2018-20". Indhold ca. 45-50 digte (inklusiv 10-15 nye/utrykte) og 60-70 fotografier.

Mulige kommende hæfter i samme stil vil dække temaer som togrejser, indendørs oplevelser (mest butikker og biblioteker) samt et hæfte viet til de meget lange digte som f.eks. "Amazonas, august"fra Sommerlook, der veksler mellem togrejse, gadeindtryk, butiksbesøg osv. Hver gang ledsaget af udvalgte fotografier (jeg har et kæmpe arkiv for perioden august 2019 til nu).

fredag den 21. februar 2020

Digtantologi på vej

Jeg er ved at redigerer et udvalg af mine trykte digte 2017-19. Det præcise indhold er ret svævende indtil videre, men i omegnen af 125-50 digte fra hæfterne Den analoge mand (der i sig selv er en opsamling), Tingenes tilstand, Kaffebrød og skuespil, Hverdagens ælte, Tidens tis, Mesterristet samt Sommerlook.

NB. Mange af digtene vil være let til kraftigt revideret.

Bonusmaterialet vil bl.a. inkludere 8 digte fra en kommende samling (udkommer enten ultimo 2020 eller til 2021) og ca. 25 digte fra arkivet (en blanding af fraklip, oversete skitser og længere udgaver af trykte digte). Dertil kommer et udvalg af mine amatørfotos (taget med skod mobiltelefon) 2018-20 og et par eksempler på håndskrevne udkast fra notesbøgerne.

Optimistisk forventet udgivelse: maj 2020.