onsdag den 8. december 2021

E.A. Poe-artikel

 Jeg har skrevet en lille artikel om en obskur fransk-mexikansk Edgar Allan Poe tv-serie, vist på DR TV i 1982 og printet den ud i femten eksemplarer. Sendt til udvalgte læsere, i løbet af december 2021. Nogle vil tillige modtage en eller to andre små artikler, jeg skrev denne måned. Det er et slags forskræp på næste nummer af Obskuriøst.

søndag den 7. november 2021

Ud på nettet med (næsten) det hele

Velkommen til Obsverset! Jeg har nu uploadet næsten alt, hvad der er bevaret af Obskuriøst blade, flyveblade, special ting, sideprojekter og såmænd også et par løst relaterede digtsamlinger til archive.org. Næsten, ja. Trykte udgivelser, jeg p.t. tilbageholder: 

Obskuriøst nr. 13, 2. udgave. Jeg overvejer at genbruge noget af materialet til en bog eller et hæfte.

Bibliotek Obskuriøst (nr. 1). Ditto.

Kanal Obskuriøst De-Luxe, min bog om DR tv i 1980'erne.

Obskuriøst nr. 22. Det nyeste blad (2020).

...

Desuden tilbageholder jeg:

Obskuriøst cd 1 "Sound and Vision: Larsen læser Larsen" .
Obskuriøst cd 2 "Noter & nekrologer".
Obskuriøst cd 3 "Motel Melankoli". 

Jeg har kun uploadet omslag og øvrigt trykt materiale til disse, ingen lydfiler.

fredag den 5. november 2021

Tyve år føles ikke som lang tid

 

Primo november 2021 er det tyve år siden, at jeg udgav nr. 1 af mit fanzine Obskuriøst. Nr. 1 blev starten på en lang og broget række af blade, plus diverse tillæg, løse flyveblade, snakke-cd'er, nyhedsbreve og sågar et par digtsamlinger, før jeg ca. 2018 udskilte det egentlig kunstneriske i et selvstændigt projekt.

Der har været ups and downs. Meget blev prøvet af. Ikke alt fungerede. Udgivelser, jeg især kan se tilbage på med glæde og tilfredshed: 

- De fire første numre, der alle blev trykt i (stærke) farver på Kraks produktionsprinter i Sorgenfri, hvor jeg dengang arbejdede.  

- Obskuriøst nr. 7 eller "Messenummeret", solgt på Copenhagen Film Fair 2003 i meget lille oplag, mindeværdigt ikke så meget for indholdet (det var ok) som det sjove (og besværlige) ved at producere et blad særlig til lejligheden

- Obskuriøst nr. 12, comeback-nummeret fra 2013 efter lang pause, det første blad med tv fra 1980'erne som tema

- Bibliotek Obskuriøst, 2015/16, første og foreløbig (nu får vi at se) eneste nummer i en specialserie om bogens verden, hvor jeg fortalte om billigbogstitler, der har præget mig i opvæksten.

- Obskuriøst nr. 13, 2. udgave (den med "Genbrug er det bedste guld" på forsiden), udkom november 2016, med nyskrevet artikel om "Halvfjerdser-tv for børn", hvor jeg så på (primært) psykotronisk tv for børne og unge, vist på DR og SVT i min barndom. Jeg lagde en kolossal mængde energi i researchen.

...

Obskuriøst ligger af forskellige grunde stille p.t., men jeg håber at genoptage tråden i 2022.

tirsdag den 19. oktober 2021

Næste projekt? Schhyyyy, det er en hemmelighed.

Jeg medvirker i et hemmeligt projekt. Projektet vil formodentlig resultere i en fysisk udgivelse vinteren 2021/22, men det hele er meget hemmeligt, så jeg kan ikke fortælle noget om det. Hemmeligt!

fredag den 8. oktober 2021

Nyt projekt (2022)

Planlagt trykt projekt til 2022: 

Bibliotek Obskuriøst - Anmeldt i Aktuelt, Botaniseringer 1969-74 (arbejdstitel)

Kilde: Mine downloads fra tidligere på året af dagbladet Aktuelt fra Mediestream (i den periode under corona, hvor der var fri fjernadgang til de ejerløse aviser). Projekt: Botaniseringer i avisens kulturstof. Jeg opgav at anvende Land og Folk fra samme periode, da kulturstoffet der var komplet ensidigt vinklet mod kommunistiske synspunkter. Pudsigt nok...

Eksempler på udpluk: obskure lyrikudgivelser, glemte børnebøger og smalle fagbøger. Mainstream bestsellere, gennembrud og deslige er nedprioriteret. Ditto halvfjerdsernes politiske slagmark. Dog har jeg mine kæpheste såsom Dan Turèll, Per Kirkeby og J.R.R. Tolkien. (Ok, Per Kirkeby er måske ikke rigtig mainstream, men han er kendt.) Og jeg bliver nødt til at skrive et eller andet om Kammerat Jesus.

Jeg forestiller mig et hæfte på ca. halvtreds sider. Jeg er i den bekvemme situation, at ligge inde med alt råmaterialet - og har allerede foretaget en første, meget forsøgsvis udvælgelse og grovsortering af samme. Det bliver ikke en scrapbog eller artikelsamling; jeg agter at skrive klummer til hver titel, selvom jeg da vil inddrage citater. Klummerne bringes i kronologisk fremadskridende rækkefølge efter omtale i aviserne. Ikke alfabetisk, da det ikke er en egentlig håndbog, jeg går efter.

Hvad illustrationsmateriale og læseeksemplarer er jeg nogenlunde dækket ind. Og vil i øvrigt forsøge at indsame mere. Tidshorisont.... tja. Men udgivelse engang i 2022. Så har jeg vist ikke lovet for meget.

P.S. Dette annullerer alle tidligere planer for et Bibliotek Obskuriøst nr. 2.

mandag den 4. oktober 2021

Hverdagsmaskeret leveret


 Så ankom oplaget af Hverdagsmaskeret fra trykkeriet og det ser pænt ud.

lørdag den 25. september 2021

Hverdagsmaskeret (digte)


Min nyeste digtsamling, Hverdagsmaskeret, udkommer 1. oktober 2021. 35 digte, fordelt på 48 sider, i formatet B5, hæftet og med farveomslag. Pris kroner 100 plus forsendelse. (Vi fattige digtere skal også leve.)

Der er et enkelt genbrug, digtet "Drømmesagaland", tidligere bragt i den digitale udgivelse Hverdagens bænke (foråret 2020), under titlen "Walk on The Wild Side - Holbæk". Ingen af de øvrige digte har været mangfoldiggjort før.

torsdag den 5. august 2021

Digtsamling på vej og andre planer

Jeg pusler med et hæfte, Hverdagsmaskeret, som består af digte skrevet og redigeret i perioden februar 2020 - september 2021. Hæftet har været nogen tid undervejs, men udkommer, om alt går vel, ultimo september. De hårde data: B5 format i s/h tryk (dog farveomslag), 48 sider, oplag 40 eks, pris 100 kr. plus forsendelse.

Til november 2021 er det 20 år siden, at jeg lanceret fanzinet Obskuriøst.P.t. har jeg ingen konkrete planer om en fysisk udgivelse ved den lejlighed, men vi får vel at se.

mandag den 3. maj 2021

Mini-udstilling, Holbæk Bibliotek, maj-juni 2021

Besøgte Holbæk Bibliotek 3. maj for at arrangere min collage mini-udstilling. Den løber hele maj måned og juni med.



 



mandag den 12. april 2021

Mini-udstilling på Holbæk Bibliotek, maj 2021

Det kan betale sig at operere i småtingsafdelingen. Udstillingssalen på Holbæk Bibliotek, Nygade 9, 4300 Holbæk, er reserveret til langt ind i 2022. Fint nok, mine collager ville alligevel drukne i al den plads. Jeg har i stedet booket to glasmontrer, med fire hylder i hver. Der var ingen kø! Montrerne giver mig plads til otte billeder - eller syv, hvis jeg vælger at bruge plads på en præsentations-planche (det overvejer jeg). 

Mini-udstillingen løber fra 3. til 31. maj i år.

onsdag den 10. marts 2021

Imens, i Kalundborg...

Jeg har haft billeder ophængt hos Kunstnerhuset, Kalundborg, siden oktober 2020. Stedet er lukket for publikum pga. corona p.t., men der må være nogen som har puslet rundt derinde, for to af mine små collager er nu sat i vinduet.


torsdag den 4. marts 2021

Verdenspressen udtaler!

Vinduesudstillingen er kommet i lokalnyhederne. Fotografen har fanget mig i balanceakt i vindueskarmen som var både høj og lumsk glat. 

 Link til Sjællandske Nyheder artikel

torsdag den 18. februar 2021

Vinduesudstilling 15. februar - 28 marts 2021

Velkommen til min første soloudstilling, en vinduesudstilling hos Mørkøv/ Jyderup Begravelsesforretning, Holbækvej 14, 4450 Jyderup. Den løber 15. februar til 28 marts 2021 og består af fjorten collager plus et billedhæfte. Billederne koster mellem 300 og 400 kr., indrammet. 

Udstillingstekst:

Det er godt at have hobbyer. Jeg samler på bøger. Jeg skriver hverdagsdigte, om togrejser og gadeliv. Og jeg laver billeder. Små collager; A4 eller endnu mindre.

Collager er nemme at arbejde med. Ingen ubehagelige dampe, ingen beskidte pensler. Det eneste, jeg skal bruge, er en skitseblok, en saks, tegnegrej og limstift. Nå ja og stakkevis af Bo Bedre, National Geographic, gamle ugeblade, opslagsværker m.v. Dem køber jeg i genbrug, hvor jeg også finder rammer. Du har sikkert set mig støve rundt i Jyderups Røde Kors mere end én gang.

Billederne bliver til derhjemme. Jeg klippe-klistrer ved mit sofabord. Der er kaffe på termokanden og 80'er rock i hovedtelefonerne. Måske kommer katten forbi og giver en pote med.

Nogle motiver er abstrakte. Andre fortæller historier. Jeg har en svaghed for det pudsige. Udklip sat sammen til ny helhed som i "Drømmehus". Hul på virkeligheden som en afsporet cykelrytter i "Det krakelerede værelse" eller dinosaurer i et moderne designerhjem, i "Ubuden gæst".

Du kan se flere af mine billeder i Kunstnerhuset, Kordilgade 56, 4450 Kalundborg og i et hæfte, jeg fik trykt sidste år, som er vedlagt denne udstilling.

Henrik Larsen
53 år og fritidskunstner
Kontakt: obscurious@gmail.com 

 


onsdag den 6. januar 2021

Planer for 2021

Godt nytår til gamle og nye læsere. Mine planer for 2021 (med de sædvanlige forbehold for ændringer):

Februar 2021: Lokal vinduesudstilling (ca. 12 nye små collager). Nærmere info følger. Der kommer fotos af begivenheder, enten her på bloggen eller i førstkommende trykte udgivelse.

Efteråret 2021: Obskuriøst nr. 1 udkom november 2001, så dette er tyve år med Obskuriøst! Det skal markeres. P.t. er planen et specialhæfte, der samler det bedste fra nyhedsbrevene og andre løse genstande. Der kommer også et tilbageskuende essay. Alternativt kalder jeg bladet for Obskuriøst nr. 23. Vi får at se.

Ikke nærmere placeret, men et sted i 2021 regner jeg med at udgive et blandet lyrik og grafikhæfte.

Det skulle vist være det hele.

Revision af min bog om DR tv i 1980'erne er p.t. udskudt til 2022.