2024 bød på et par personlige omvæltninger. I sommers blev jeg diagnosticeret med autisme spektrum lidelse, noget, jeg tilsyneladende har gået med hele livet. På en måde ændrer det intet. Jeg er den, jeg er, af personlighed, af måde at leve på, at interagere med min omverden osv. På den anden side ændrer det alt. Alle de dumheder, jeg har begået, som barn og voksen; hvor meget af det var autismen og hvor meget af det var "mig"? Og kan man overhovedet adskille de to?
Afgjort en gamechanger. At jeg her i november måned er blevet tilkendt førtidspension, efter halvandet års sagsbehandling, hvor jeg i den tid var fritaget fra aktivering og jobsøgning er selvfølgelig også stort... men lige nu føles det mere som en naturlig (og lykkelig) afslutning på et opslidende forløb, snarere end noget jordrystende. Måske fordi jeg i mange år kun har haft et relativ løst forhold til arbejdsmarkedet. Og måske kommer der en forsinket reaktion.Det gør der nok.
Jeg er den samme som jeg hele tiden har været. Jeg er det "bare" kortere tid ad gangen. Jeg bliver hurtig meget træt. Jeg har koncentrationsproblemer. F.eks. kæmper jeg for at kunne sidde en hel spillefilm igennem uden pauser. Nogle dage kan jeg intet som helst. Og jeg bruger en masse tid på at hvile. Sove.
Men jeg samler stadig bøger og arbejder som frivillig i en genbrugsbutik for samme. Jeg skriver stadig digte. Jeg prøver i det hele taget at bruge mit (i al ubeskedenhed) gode hoved til noget fornuftigt. Og nu har jeg kommunen og dermed i princippet samfundets velsignelse til at få det bedst mulige ud af situationen. Det handler om livskvalitet. Om værdighed.
Jeg har planer. Og ja, nogle af dem sikkert bare for at kunne sige til mig selv, at der sker noget. Men det er bedre end ikke at have nogle. Jeg overvejer endda at producere et nyt, allersidste nummer af Obskuriøst, i 2025 eller hvis det kniber, i 2026. For at runde ordentligt af.
Vi får som sædvanlig at se.
